Dansk Sundhedsforskning - Status og perspektiver 2008

Rapporten er en kortlægning af sundhedsforskningens vilkår i Danmark, som de ser ud efter struktur- og universitetsreformerne.

Sundhedsforskning på højt internationalt niveau er vigtigt for det danske samfund.

For patienterne betyder sundhedsforskning af høj kvalitet bedre forebyggelse, behandling og pleje. Sundhedsforskning har således en direkte mærkbar effekt for patienterne, fordi den fører til bedre behandling og dermed kortere sygdomsforløb. I sidste ende vil sundhedsforskningen dermed kunne bidrage til flere gode leveår. Fra et samfundsmæssigt perspektiv bidrager sundhedsforskning til innovation, eksport, økonomisk vækst. Dertil kommer, at sundhedsforskning kan reducere antallet af sygedage og dermed også mængden af tabt arbejdsfortjeneste. For sundhedsvæsenet skaber sundhedsforskning mulighed for udveksling af nyeste og mest avancerede behandling og diagnostik og mulighed for at højne uddannelses- og vidensniveauet blandt de ansatte.

I løbet af de seneste år har der imidlertid vist sig et behov for at stille skarpt på rammevilkårene for sundhedsforskningen i Danmark igen. Det danske forskningslandskab ser anderledes ud i dag end i 2001, og det har skabt nogle nye muligheder og udfordringer. Derfor er det oplagt at få stillet skarpt på de aktuelle vilkår for sundhedsforskningen i Danmark, fordi det er centralt, at dansk sundhedsforskning fortsat kan være på et højt internationalt niveau.

På den baggrund tog det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium i efteråret 2007 initiativ til at gennemføre en kortlægning af sundhedsforskningens vilkår i Danmark, som de ser ud efter struktur- og universitetsreformerne. Ministeriet etablerede samarbejde med Ledelsesforum for Medicinsk Sundhedsforskning (som består af repræsentanter fra de tre sundhedsvidenskabelige fakulteter og de fem regioner), Danske Regioner, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt Sundhedsstyrelsen for at løse opgaven. Nærværende rapport er resultatet af dette arbejde.

Hent publikationerne:

Senest opdateret  01-06-2008
Oprettet 01-03-2010