Hvad er en mobilitetsplan?
Mobilitetsplanlægning fokuserer på behovet for en sikker, effektiv og bæredygtig mobilitet. Mobiliteten for både personer og gods er vigtigt for samfundets vækst og konkurrenceevne
Mobilitetsplanlægning kan gennemføres på forskellige geografiske niveauer; nationalt, regionalt, kommunalt eller lokalt niveau. Mobilitetsplanlægning lægger op til indgåelse af partnerskaber mellem offentlige og private aktører. Dette samarbejde kan skabe basis for en bred støtte til tiltagene.
Inspireret af Holland kan en mobilitetsplan indeholde følgende elementer:
Vision for fremtidens transport
Med fremskrivninger af trafikken i Danmark og den deraf følgende klimapåvirkning er der et akut behov for en langsigtet vision for udviklingen i transporten i Danmark. Det er nødvendigt for at sikre en forsat konkurrencedygtighed og dermed en fortsat stigende velfærd.
Forslag til hvordan flere personer i fremtiden vil benytte kollektiv transport
Der er behov for forslag til, hvordan den kollektive trafik bliver et mere konkurrencedygtigt alternativ til privatbilismen. Det omfatter blandt andet kortere rejsetider, større regularitet og bedre dækning af ydertider i løbet af dagen og ugen. Det betyder for eksempel direkte ruter på de regionale strækninger for at kunne tiltrække pendlere.
Forslag til at skabe en bedre sammenhæng mellem fysisk planlægning
Den kollektive transport kunne mange steder få bedre konkurrencevilkår, hvis den fysiske planlægning og transport i højere grad integreres, som det sker med blandt andet stationsnærhedsprincippet i Hovedstadsregionen. Byfortætning er en anden mulighed.
Forslag til at gøre det lettere at skifte mellem bil, tog, bus og cykel
Der er behov for bedre sammenhæng mellem transportformerne. Det vil sige bedre opstigningsforhold og parkeringsforhold for biler og cykler ved de eksisterende stationer samt flere nye Parkèr og Rejs anlæg. Opførelse af Parkér og Rejs anlæg vanskeliggøres ofte af, at mange aktører - som vejmyndighed, trafikselskab og kommune - er involveret i arbejdet. Parkér og Rejs anlæg er en del af Investeringsplanen, men der er også behov for forbedringer ved mange eksisterende stationer.
Forslag til hvordan miljøbelastningen fra transport bliver mindre
Et væsentlig led i en mobilitetsplan er, at den medvirker til at forbedre miljøet og mindske udledningen af klimagasser fra trafikken. Mobilitetsplanen skal derfor medvirke til at mindske behovet for transport, blandt andet ved hensigtsmæssig lokalisering af boliger, erhverv og fritidsaktiviteter og ved øget overflytning af transport til mere miljøvenlige transportformer såsom tog, metro, bus, cykel og gang.
Forslag til økonomiske incitamenter
Økonomiske incitamenter anvendes allerede nu i stort omfang til at gøre transporten mere miljøvenlig. Effekten af øget anvendelse af økonomiske incitamenter, herunder trængselsafgifter og parkeringsafgifter, kan være en del af en mobilitetsplan. Erfaringer fra udlandet, især Stockholm og London, viser, at kørselsafgifter i bycentre kan medføre en markant reduktion i trafikken i centret.Skattekommissionens arbejde er en god anledning til at se på mulighederne for øget anvendelse af økonomiske incitamenter til at reducere trængslen på vejnettet.
Intelligent trafikstyring til at reducere trængslen
Intelligent Trafikstyring (ITS) er et vigtigt element i at reducere trængslen blandt andet ved variabel hastighedsregulering og anvisning af hurtigste vej. Det er også vigtigt for at gøre den kollektive trafik mere attraktiv, f.eks. gennem prioritering af busser og realtidsinformation.
Senest opdateret
09-04-2010
af
Ann Vilhelmsen
Oprettet 10-03-2010
af
Ann Vilhelmsen