Kultur i regionerne

Kultur har stor betydning for at skabe image og identitet i regionen. Alle regioner har i deres første leveår udviklet en kulturindsats. Dels kan disse være med til at skabe sammenhængskraft i regionen. Dels kan de tænkes sammen med de strategier, som regionerne samarbejder med kommunerne og andre lokale og regionale parter om

Regionerne har ifølge lovgivningen mulighed for at medvirke til at gennemføre kulturbegivenheder samt udvikle kulturelle tilbud, som kan videreføres af andre parter i en mere permanent drift. Denne medvirken kan regionerne gennemføre ved at yde tilskud, stille garantier eller ved selv at varetage opgaven.

Regionsrådet har mulighed for at formulere en kulturpolitik og samarbejde med kommuner, stat, kulturinstitutioner samt andre aktører på kulturområdet. Hvis igangsætnings- eller udviklingsopgaver skal videreføres efter opstarten, skal regionerne sikre, at der på forhånd er aftaler med andre parter om eventuelt videreførelse af opgaverne. Sådanne parter kan for eksempel være kommuner, institutioner, private personer eller virksomheder.

Typen af kulturtilbud regionerne kan støtte
Kultur forstås i denne sammenhæng bredt og omfatter således også idrætsområdet.

Regionerne kan selvstændigt udvikle og arbejde med enkeltstående kunstneriske arrangementer, udstillinger, festivaler, stævner, messer mv. Ved enkeltstående forstås, at de kun finder sted én gang og har en kort tidshorisont.

Regionerne kan ikke stå for eller yde tilskud til vedvarende drift af kulturinstitutioner eller kulturaktiviteter. Regionerne kan heller ikke stifte priser eller legater på kulturområdet. Regionerne kan ligeledes ikke stå for anlægsopgaver eller bidrage til kulturelle anlæg på anden vis.

Kultur i de regionale udviklingsplaner
Den koordinerende rolle, som regionerne inden for de beskrevne rammer kan spille på kulturområdet, skal ske som led i arbejdet med at udarbejde regionale udviklingsplaner. Det er især i sammenhæng med de øvrige regionale udviklingsopgaver på for eksempel erhvervs- eller turismeområderne, at udvikling af kulturelle tilbud er relevant.

Midler til finansiering af regionale kulturopgaver
På regionernes budgetter er der afsat midler til regional udvikling inden for områderne erhvervsudvikling, uddannelse og kultur. Desuden er der EU-midler, som støtter regional udvikling. EU-midlerne skal medfinansieres med et tilsvarende beløb i private eller offentlige kroner. De regionale vækstfora kan indstille til regionsrådet om anvendelse af de regionale erhvervsudviklingsmidler og til staten om anvendelse af EU-midlerne.

Senest opdateret  24-07-2012 af Ann Vilhelmsen
Oprettet 11-08-2011 af Ann Vilhelmsen

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Annelise Korreborg
Seniorkonsulent
T: 35 29 81 66
M: 22 22 26 63
ak@regioner.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Kultur