Svangreområdet
Regionerne har stor fokus på at sikre de bedst mulige forhold for de gravide og på svangerområdet generelt
Svangreområdet er et samlet begreb for sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Området er reguleret i sundhedsloven, og Sundhedsstyrelsen har lavet detaljerede anbefalinger for området. Svangreområdet er desuden omfattet af sundhedsaftalerne i alle fem regioner.
Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland har udarbejdet formelle fødeplaner, mens Region Sjælland har en uformel fødeplan. Fødeplanerne har fokus på samarbejde, sammenhæng og kommunikation på tværs af sektorer. Planer beskriver ligeledes, hvilke tilbud der er til gravide. Flere regioner har nedsat permanente følgegrupper eller udvalg med tværsektoriel repræsentation, der skal understøtte implementeringen af fødeplanerne. Endelig er der eksempler på frivillige samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner i regi af sundhedsaftalerne.
Regioner har sammen med almen praksis ansvaret for at følge kvinder gennem graviditeten. Gravide tilbydes en række forebyggende helbredsundersøgelser hos den praktiserende læge og hos en jordemoder. Særligt sårbare gravide får desuden tilbud om besøg i hjemmet af en sundhedsplejerske eller en jordemoder før fødslen. I enkelte tilfælde opsøges en gravid, meget sjældent en fødende eller barslende i eget hjem, hvis der er mistanke om eller vished for store sociale problemer, gentagne udeblivelser fra aftaler eller lignende.
Alle gravides undersøgelser koordineres med den praktiserende læge via vandrejournalen.
Formålet med sundhedsvæsenets tilbud i graviditeten er at sikre, at mor og barn kommer bedst muligt gennem graviditet, fødsel og barsel. Ligeledes har sundhedsvæsenet en opgave med at forberede de kommende forældre på fødslen og forældrerollen.
Efter fødslen har kommunerne, almen praksis og regionerne ansvaret. Regionerne står bl.a. for screeningsundersøgelser af barnet, eventuel efterfødselssamtale samt opfølgning på morens fysiske og psykiske restitution, mens kommunerne står for besøg af sundhedsplejerske i hjemmet.
Regionerne arbejder seriøst og intenst med svangreområdet. Flere regioner har i 2012 afsat ekstra midler i budgetterne til differentieret fødsels- og forældreforberedelse og hjemmebesøg ved jordemoder efter ambulante fødsler.
Der findes en lang række tilbud på området, som foregår i nærområdet eller sågar i hjemmet. F.eks. har alle gravide mulighed for at føde i hjemmet, hvis de ønsker det. På landsplan er det omkring 1,4 procent, der benytter sig af dette, men tendensen er stigende. Det mest udbredte tilbud i nærområdet er jordemoderkonsultationerne, som ligger langt flere steder end der er fødesteder.
Danske Regioner har udarbejdet en række dokumenter vedrørende svangreområdet. De kan hentes her på siden.
Læs mere:
Senest opdateret
25-04-2012
Oprettet 19-04-2012