Sådan gør vi
RSI-samarbejdets rammer er bl.a. defineret i RSI's forretningsmodel og årshjul.
I RSI samarbejder regionerne om at koordinere og gennemføre it-investeringer i det danske sundhedsvæsen. I udgangspunktet er der således tale om at finansiere og gennemføre it-investeringer, som går på tværs af fem store og selvstændige regioner. Det indebærer, at det fællesregionale samarbejde i regi af RSI nødvendigvis må foregå indenfor nogle på forhånd fastlagte rammer, sådan at styringsprincipperne for dette samarbejde er klare for alle deltagende parter.
RSI-styregruppen har derfor vedtaget en forretningsmodel for, hvordan regionerne styrer, organiserer og finansierer fælles sundheds-it-projekter. Forretningsmodellen beskriver hvilke faser et RSI-projekt gennemløber, og hvilke beslutninger der skal træffes før et projekt kan startes og afsluttes. Forretningsmodellen fortæller også, at hvert projekt styres af en selvstændig projektstyregruppe, og at det udførende ansvar for projektet placeres i en projektledende region. Hver projektstyregruppe refererer til RSI-styregruppen, som har det overordnede ansvar for den samlede projektportefølje. Derudover anviser forretningsmodellen et antal obligatoriske styringsdokumenter, som alle RSI-projekter skal benytte sig af. Det drejer sig bl.a. om dokumentskabeloner for projektkommissorium og business case.
Styregruppen har også udarbejdet et årshjul for, hvordan regionerne koordinerer og prioriterer sundheds-it investeringer. Formålet med årshjulet er at skabe en systematik og koordination omkring regionernes investeringsbeslutninger på sundheds-it-området, som sikrer, at relevante og værdiskabende tværregionale projekter identificeres og prioriteres. Årshjulet er afstemt med regionernes egne budgetprocedurer. Det skal sikre, at finansieringen til fælles RSI-projekter bliver indarbejdet og prioriteret i regionernes budgetter.
Senest opdateret
05-07-2011
af
Signe Andersen
Oprettet 25-03-2011
af
Signe Andersen