Forventningssamtaler inddrager brugerne
På neurologisk afdeling N38 på Glostrup Hospital har de siden januar 2010 arbejdet med at inddrage patienter og pårørende i det kliniske mikrosystem. Idéen med at afholde forventningssamtaler fungerer samtidigt som et pilotprojet i samarbejde med Dansk Sundhedsinstitut (DSI).
Hvorfor?
Afdelingens patienter er ofte hjerneskadet i større eller mindre grad, så personalet har ofte brug for et stort samarbejde med både patienten og de pårørende for at sikre et godt indlæggelsesforløb.
Hvordan?
Alle patienter, som indlægges fra andre afdelinger til videre genoptræning, eller mens de venter på en plejehjemsplads, får tilbudt en forventningssamtale indenfor den første uges tid af indlæggelsen. En forventningssamtale tager ca. en time og der deltager altid to fra personalet i samtalen. Formålet er at få afdækket patientens vaner, interesser og erfaringer fra tidligere indlæggelser, og få et indblik i forventningerne til den nuværende indlæggelse. Patienten og de pårørende får inden samtalen mulighed for at forberede sig, idet de får udleveret en pjece, der forklarer lidt om idéen med konceptet. Desuden fortæller personalet om, hvilke forventninger de har til indlæggelsen og udarbejder efter samtalen et referat af de oplysninger, der har størst betydning for indlæggelsesforløbet. Personalet har i projektet prioriteret det meget højt at afholde forventningsamtalerne til det aftalte tidspunkt - også selvom der var travlhed på afdelingen. Desuden har personalet været på kursus i kommunikationsteknik, så de har den fornødne viden til at kunne afholde strukturerede samtaler.
Positive resultater?
Både patienter, pårørende og personale er enige om, at det er et rigtigt godt tiltag. Når man giver sig tid til at sætte sig ned og snakke med patient og pårørende i ca. en time, opbygger man et tillidsforhold mellem patient/pårørende og personale, som varer under hele indlæggelsen. Desuden kan personalet bruge den viden, de har fået på kommunikationskurset i andre sammenhænge i deres arbejde, så de alt i alt er blevet mere bevidste om deres kommunikation i hverdagen på afdelingen.
Kontaktinfo?
Fungerende afdelingssygeplejerske Dorte Thomhav, e-mail: dortho01@glo.regionh.dk
Senest opdateret
27-03-2012
af
Morten Fenger Wiese
Oprettet 23-08-2010
af
Morten Fenger Wiese