KL og Danske Regioner undersøger mulighederne for en fusion

Der er brug for en stærk varetagelse af det decentrale Danmarks interesser. Derfor vil formænd og næstformænd i KL og Danske Regioner nu foreslå deres respektive bestyrelser at undersøge mulighederne for en fusion af KL og Danske Regioner. Baggrunden er, at den voksende centralisering og detailstyring kalder på en organisation, der kan sikre det decentrale Danmark en endnu stærkere stemme

- Der har siden kommunalreformen været en tendens til politisk og administrativ centralisering i den offentlige sektor. Det betyder, at færre beslutninger træffes tæt på borgerne med forståelse for lokale og regionale behov. Samtidig ved vi, at borgerne bakker op om et stærkt lokalt folkestyre. En analyse fra Eurobarometer viser, at Danmark er det land i EU, hvor befolkningen har størst tillid til deres lokale og regionale politikere. Det skal vi værne om og udbygge. En samlet og stærk interesseorganisation kan og skal styrke mulighederne for lokale og regionale løsninger, siger Martin Damm, formand for KL.

Det decentrale Danmark udgøres af 98 kommuner og fem regioner, som tilsammen leverer de fleste offentlige velfærds- og serviceydelser til borgerne. Kommuner og regioner tegner sig for næsten tre fjerdedele af de offentlige budgetter. En fusion af KL og Danske Regioner vil betyde, at der sker en samling af kommunernes og regionernes interessevaretagelse, men vil ikke ændre på kommunernes og regionernes opgaver.



- Vores oplæg til bestyrelserne om en fusion tager afsæt i respekten for den nuværende organisering og arbejdsdeling i den offentlige sektor. Vores fokus er på at sikre maksimal indflydelse for det decentrale Danmark. Vi har i dag to stærke og robuste interesseorganisationer; Danske Regioner og KL. Hvis vi samler vores kræfter, kan vi skabe en endnu stærkere interesseorganisation, der kan styrke det lokale råderum og den decentrale opgaveløsning til gavn for borgerne i Danmark, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Sammenhængende velfærdsløsninger
Formændene og næstformændene i KL og Danske Regioner lægger samtidig op til, at en fusioneret interesseorganisation skal have fokus på at understøtte sammenhængende velfærdstilbud til borgerne.

- Med en stærkere interesseorganisation vil vi styrke samarbejdet og sammenhængen i kommunerne og regionernes opgaver. Vi vil blandt andet understøtte et mere sammenhængende sundhedsvæsen og socialområde og et endnu stærkere fokus på den lokale erhvervsudvikling og beskæftigelse. Med en samlet organisation vil vi også stå stærkere som arbejdsgiver og arbejde for, at overenskomsterne understøtter sammenhængende løsninger for borgerne, udtaler Erik Nielsen, næstformand i KL.

En stærkere interesseorganisation skal understøtte udviklingen af den offentlige sektor og sikre en mere effektiv forvaltning af kommuner og regioners midler til interessevaretagelse.

- Vi skal hele tiden forny og udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne. En samlet organisation skal understøtte, at der i udviklingen af nye innovative løsninger tænkes i sammenhæng mellem kommuner og regioner. Samtidig skal en samlet organisation sikre, at vi bruger vores midler til interessevaretagelse så effektivt som muligt. Med en fælles organisation kan der ydes mere pr. krone, og dermed vil kommuner og regioner få mere for pengene, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner, og fortsætter:

- Men det allervigtigste for mig er, at hvor vi før nogle gange arbejdede på hver vores spor i KL og Danske Regioner, så samler vi nu kræfterne om at skabe et stærkt decentralt Danmark med fokus på borgernes behov.

Forslaget om at undersøge mulighederne for en fusion forelægges bestyrelserne i Danske Regioner og KL i december måned. I forhold til formalia kan en endelig fusion, hvis det bliver besluttet, gennemføres endeligt i 2018.

Læs mere:

Senest opdateret  21-11-2014 af Lars Herning
Oprettet 21-11-2014 af Lars Herning

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Bent Hansen
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T: 78 41 00 10
M: 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Adam Wolf
Administrerende direktør
T: 35 29 82 65
M: 20 24 22 20
awo@regioner.dk