God dialog med leverandører og samarbejdspartnere

Den 6.-7. februar havde IKA samlet leverandører og offentlige indkøbere til den årlige todages konference. Årets tema var ”Offentlig innovation”, og Regionernes Fælles Indkøb var repræsenteret med en stand og en række indkøbere fra hele landet.

13. februar 2018

Journalist Cecilie Beck var - traditionen tro - på scenen for at styre slagets gang til IKA årskonference 2018 med over 500 tilmeldte. RFI var for andet år i træt repræsenteret med en stand. På RFI-standen var der mulighed for at quizze sig igennem en række spørgsmål om regionale udbud og priser samt blive klogere på, hvad vi arbejder med i Regionernes Fælles Indkøb. På RFI standen var der også mulighed for at møde Marie Rasmussen og Tine Park fra Region Midtjylland, som er tovholdere for et tværoffentligt udbud af stomiprodukter. Et samarbejde, der bl.a. skal bidrage til mere sammenhængende behandlingsforløb. RFI standen var rigtig godt besøgt, og der var gode snakke rundt om bordene.

Der var mange spændende og inspirerende oplæg om offentlig innovation. Bl.a. deltog Region Midtjyllands indkøbschef Birgitte Nellemann i en paneldebat med kundedirektør Morten Schou Andersen fra De Forenede Dampvaskerier og indkøbschef i Københavns Kommune Allan Christensen om udbud af tjenesteydelser.

RFI takker IKA og alle deltagere for dette års konference og ser frem til IKA årskonference 2019.