Gå til indhold

Der skal turbo på turismen

Arbejdet med at etablere det nye selskab Dansk Kyst- og Naturturisme skydes nu i gang, og det er den tidligere direktør i Legoland, Henrik Höhrmann, der skal lede den midlertidige bestyrelse

Med regeringens vækstplan for dansk turisme skal der turbo på væksten i kystturismen, og til det formål etableres et nyt tværregionalt udviklingsselskab, Dansk Kyst- og Naturturisme, og to partnerskaber for Vestkysten og Østersøområdet.

Selskabet skal være den førende aktør for udvikling af dansk kyst- og naturturisme, og den tidligere direktør i Legoland, Henrik Höhrmann, skal som formand for selskabets midlertidige bestyrelse stå i spidsen for dette etableringsarbejde.

Forventningerne til det nye selskab er store. Opgaverne for selskabet vil omfatte udvikling af projekter, etablering af de to partnerskaber, fundraising, videnopsamling og -formidling samt analyser af kyst- og naturturisme. Selskabet forventes at have et samlet budget på 20 millioner kroner årligt de næste to år.

- Henrik er den rette til at samle parterne og sikre fokus på erhvervets interesser i selskabet og udviklingen af dansk turisme. Et stærkt selskab og stærke, lokalt forankrede partnerskaber for kystområderne er hinandens forudsætninger, når målet er vækst. Det kan Henrik efter min bedste overbevisning være med til at sikre. Derfor glæder det mig, at han har takket ja til udfordringen, siger næstformand i Danske Regioner, Carl Holst.

Skub i turismen
Henrik Höhrmann har også været central i etableringen af den syddanske markedsføringsforening Fomars, der med midler fra Syddansk Vækstforum støtter private virksomheders internationale markedsføring.

Intentionen er, at det nye selskab skal samle parterne og skabe sammenhæng i de initiativer og aktiviteter, der skal sætte skub i turismeudviklingen ved de danske kyster.

Også direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen, glæder sig over valget:

- Det er en stor gevinst for det nye selskab og for dansk kystturisme, at det er lykkedes at rekruttere en så stor kapacitet til arbejdet med at etablere selskabet for Dansk Kyst- og Naturturisme. Henrik har mange års erfaring med at stå i spidsen for et af dansk turismes absolutte fyrtårne, nemlig Legoland. Det kommer det nye selskab med sikkerhed til at profitere af i det vigtige arbejde med at skabe vækst i kystturismen, der ligger forude, siger han.

Fakta
Regionerne og staten har forpligtet sig til at bidrage til basisfinansieringen af det nye selskab.

Selskabet, som skal etableres 1. januar 2015, placeres fysisk i Nordjylland, men skal arbejde med at udvikle hele Danmarks kyst og natur.