Gå til indhold

Hver anden regional krone bruges hos private leverandører

Ny opgørelse viser, at halvdelen af de regionale budgetter går til at betale private leverandører. Det er langt mere end i de statslige beregninger af i hvor høj grad regionerne køber hos private virksomheder. Danske Regioner efterlyser derfor ny model for beregningen


Danske Regioner efterlyser, at der udvikles en ny metode til at måle i hvor høj grad regionerne benytter private leverandører i sundhedsvæsenet og på andre regionale arbejdsområder.
 
Det sker på baggrund af en ny opgørelse, som viser, at regionerne i 2013 brugte 50,3 procent af budgettet på regninger for køb af varer, tjenesteydelser og forskellige former for service hos private virksomheder.  Opgørelsen viser, at de regionale køb hos private leverandører er langt højere, end det fremgår af de to officielle indikatorer for regionernes køb hos private virksomheder.

Den ene indikator - IKU (Indikator for konkurrenceudsættelse) - tager f.eks. ikke de næsten 20 milliarder kroner med, som regionerne årligt betaler til privatpraktiserende speciallæger, tandlæger og andre faggrupper i praksissektoren.

Den anden - PTI (Privat Leverandør Indeks) - tager disse udgifter med. Men ingen af indikatorerne tager højde for, at regionerne har væsentlige udgifter til indkøb af varer, som regionerne sætter i udbud - som f.eks. medicin til brug på sygehusene.
Derfor ønsker Danske Regioner nu, at Økonomi- og Indenrigsministeren udarbejder en ny model, der giver et mere retvisende billede af, hvor meget regionerne benytter private virksomheder i forbindelse med driften i regionerne.
 
Hvor meget kan regionerne købe af private leverandører?
Der er i dag kun en begrænset del af den behandling, som foregår i sundhedsvæsenet, som regionerne kan købe af private leverandører. Dels fordi der på en række områder ikke er private leverandører på markedet og dels fordi de behandlinger og ydelser, som private leverandører ønsker at sælge til regionerne, skal leve op til faglige standarder, som Sundhedsstyrelsen fastsætter.

Læs mere: