Gå til indhold

National akuthjælp-app fejrer 1 års fødselsdag

Den nationale akuthjælp-app fejrer 1 års fødselsdag med en opdatering på otte konkrete punkter. Opdateringerne er baseret på brugeranmeldelser og vil blandt andet komme blinde og svagtseende til gode

Nøjagtigt et år efter den nationale akuthjælp-app gik i luften, fejrer den populære app sin fødselsdag med en større opdatering. Siden lanceringen i 2013 er den gratis app blevet downloadet 233.000 gange.

- Det glæder os, at så mange danskere har taget akuthjælp-app'en til sig. Med de nye opdateringer gør vi app'en endnu mere brugervenlig, blandt andre for blinde og svagtseende, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.

Med akuthjælp-app'en kan borgere, der har brug for hjælp, blandt andet finde den nærmeste akutmodtagelse eller skadestue, det nærmeste apotek eller nummeret på lægevagten.

Større brugervenlighed
Siden lanceringen har borgere kunne sende mails med forslag og kommentarer til akuthjælp-app'en til emailadressen akutapp@regioner.dk. Af de mange forslag, Danske Regioner har modtaget, er der nu lavet otte konkrete forbedringer af app'en, der trådte i kraft pr. 11. august 2014. 

Udover tekniske og layout-mæssige ændringer i forhold til f.eks. guiden til, hvordan man bruger app’en og tilføjelse af Giftlinjen, vil det blive muligt for svagtseende og blinde at benytte app'en enten via voice-over for iPhones eller talk-back funktion for android. 

- Institut for Blinde og Svagsynede har henvendt sig til os med et ønske om ændringer i akuthjælp-app'en så den kunne tilpasses deres målgruppe. Det har vi selvfølgelig lyttet til, da formålet med akuthjælp-app'en er at give alle vores borgere lettilgængelig information om blandt andet skadestuen, når de har brug for hjælp, siger Carl Holst.  

Nationalt samarbejde
Da den landsdækkende app så dagens lys for et år siden, var den resultatet af et samarbejde på tværs af landets fem regioner. Den landsdækkende app er udviklet af Regionernes Sundheds-It (RSI). Formand for RSI, Jens Andersen, glæder sig over regionernes gode samarbejde omkring app'en:

- Det er glædeligt at se, hvor stor betydning vores tværregionale samarbejde på it-området har haft, og hvordan borgerne går i aktiv dialog med os om konkrete forbedringer og ændringer.

Oprindeligt opstod idéen om en akuthjælp-app i Region Syddanmark i 2012. Med 100.000 downloads beviste app'en sit værd. I Region Syddanmark var app'en blandt andet med til at nedbringe de gennemsnitlige ventetider på skadestuer og akutmodtagelser fra en time til 40 minutter. 

Danske Regioners akuthjælp-app er gratis, og den opdaterede version kan downloades fra App Store og Google Play ved at søge på "akuthjælp". 

Fakta
Samlet set ser app’ens indhold således ud:

  • Egen læge - mulighed for at indtaste information om egen læge. Blandt andet telefonnumre til lægens vagttelefon og sekretæren
  • Skadestuer/akutmodtagelser - nærmeste behandlingssted med telefonnummer, vejledning, adresse/åbningstider, rutevejledning og ventetider. Det er dog ikke alle regioner, der oplyser ventetid i app’en
  • Lægevagter - telefonnumre, vejledninger og åbningstider
  • Apoteker - nærmeste apotek med telefonnummer, vejledning, adresse/åbningstider og rutevejledning
  • Psykiatrisk hjælp - telefonnumre på psykiatriske skadestuer, vejledninger, adresse/åbningstider og rutevejledninger
  • Tandlægevagter - telefonnumre, vejledninger, adresse/åbningstider og rutevejledninger
  • Tandskadevagter - adresse på nærmeste skadestue med telefonnummer, vejledning, adresse/åbningstider og rutevejledning
  • Kiropraktorvagter - telefonnumre, vejledninger og åbningstider
  • Giftlinjen - telefonnummer, vejledning og åbningstider
  • Pårørende - mulighed for at indtaste informationer om pårørend
  • Mine data - mulighed for at indtaste information om brugeren. Blandt andet blodtype og allergier


Der kan være regionale variationer i omfanget af informationer. 

Yderligere information
Formand Jens Andersen, Regionernes Sundheds-It, telefon 2711 1122

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Mette Lindstrøm,
Teamleder Center for sundhedsteknologi, erhvervssamarbejde og regional udvikling samt RSI - Regionernes Sundheds-it
T 3529 8402
M 2617 1856
E mld@regioner.dk