Gå til indhold

Nyt partnerskab skal styrke erhvervsuddannelsernes renommé

SkillsDenmark og Danske Regioner indgår aftale om strategisk partnerskab om at styrke erhvervsuddannelsernes brand ved at udvikle og udbrede den årlige konkurrence DM i Skills

Søgningen til erhvervsuddannelserne falder, og de seneste beregninger fra regionerne viser, at der vil mangle knap 25.000 faglærte i 2020.

Derfor går SkillsDenmark og Danske Regioner nu sammen om at synliggøre og skabe stolthed om erhvervsuddannelserne gennem konkurrencer for de dygtigste elever på erhvervsskolerne og gennem aktiviteter for de ældste klasser i grundskolerne. Formålet er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Det skal bidrage til, at virksomhederne får adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Med partnerskabet går Danske Regioner aktivt ind og støtter regeringens målsætning om at 30 procent af en ungdomsårgang skal fortsætte på en erhvervsuddannelse efter 9. klasse i 2025.

DM i Skills er med til at sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse
Med partnerskabet formaliseres det eksisterende samarbejde mellem SkillsDenmark og regionerne. Partnerskabet skal blandt andet medvirke til fortsat udvikling og regional forankring af den årlige konkurrence DM i Skills - danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser, der rykker rundt mellem regionerne fra år til år. Aftalen sikrer de optimale betingelser for fremtidige samarbejder og koordination mellem SkillsDenmark og den pågældende værtsregion om aktiviteter i forbindelse med danmarksmesterskaberne.

Der skal således bygges videre på resultater og erfaringer fra tidligere års konkurrencer. DM i Skills har f.eks. vist gode resultater ved at vende den faldende søgning på erhvervsskolerne, på de skoler hvor mesterskaberne tidligere har været afholdt. Der har været stigning i optaget på 5-15 procent.

- Behovet for flere faglærte presser sig på flere steder, ikke mindst i forbindelse med sygehusbyggerier og infrastrukturinvesteringer. Hvis vi skal sikre, at arbejdspladserne bliver på danske hænder, skal vi have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og samtidig sikre, at kvaliteten er i top. DM i Skills er et godt instrument til dette, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner
Partnerskabet gælder fra DM i Skills 2016, der bliver afholdt i Fredericia i januar 2016, i et samarbejde mellem SkillsDennmark, Region Syddanmark og kommunerne i trekantsområdet.

Læs mere
Strategisk partnerskab mellem Foreningen SkillsDenmark og regionerne (pdf) - aftale mellem Danske Regioner og SkillsDenmark