Gå til indhold

Bæltet bruges stadig sjældnere i psykiatrien

Færre psykiatriske patienter fastspændes med bælte, og også det samlede antal bæltefikseringer falder, viser nye 2014-tal. Fire ud af fem regioner har nedbragt brugen af bælter. Vi har skærpet fokus, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg

Brugen af bæltefikseringer i psykiatrien falder på landsplan. 1.899 psykiatriske patienter blev sidste år fastspændt med bælte, hvilket var 137 patienter færre end det gennemsnitlige antal i 2011-2013. I alt var syv procent af landets psykiatriske patienter på et tidspunkt sidste år fastspændt med bælte mod tidligere 7,6 procent.

Samtidig er det samlede antal bæltefikseringer faldet med 534 tilfælde. Fra 5.689 til 5.155 fastspændinger - en reduktion på næsten 10 procent. Det viser Sundhedsstyrelsens 2014-opgørelse over tvang i psykiatrien, som er offentliggjort den 4. maj 2015. Dermed er de psykiatriske afdelinger godt på vej mod målet om at halvere brugen af bæltefikseringer frem mod 2020.

- Jeg glæder mig virkelig meget på patienternes vegne over denne udvikling. Bæltefikseringer kan være nødvendige - blandt andet for at beskytte patienterne selv - men det skal være den sidste løsning, for det er en indgribende foranstaltning. Det politiske fokus på området har virket, og de psykiatriske afdelinger er nu begyndt at ændre arbejdsgange i forhold til at bruge bæltet og i stedet finde gode alternativer, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg.

Regionerne skal dele de gode erfaringer
 Sundhedsstyrelsens opgørelse viser dog også, at tvangsmedicinering, tvangsforanstaltninger over for indlagte børn og unge samt bæltefikseringer over 48 timer har været i vækst. Og det er der grund til at være særdeles opmærksom på, pointerer Charlotte Fischer.

- Det viser, at arbejdet på det psykiatriske område er møgsvært. De mennesker, som i dag er indlagt på vores psykiatriske afdelinger, er meget syge, ofte mere syge end for 5-10 år siden. Vores ambition er at nedbringe den samlede mængde tvang i psykiatrien, og derfor skal afdelingerne være endnu bedre til at lære af hinandens gode behandlings-eksempler.

Flere steder i landet har psykiatriske afdelinger haft succes med mere aktivitet for patienterne og at inddrage patienterne mere i egen behandling. Lavpraktisk kan det være en bordtennis-kamp eller en tur på motionscyklen, som afværger en situation, hvor tvang bliver nødvendigt.

- Vi skal dele de gode eksempler gennem regionernes psykiatriudvalg. Det er et gennembrud i den tunge psykiatriske behandling, at bæltefikseringer nu bruges sjældnere, og der er en god udvikling i gang med flere penge til psykiatrien, nye, moderne psykiatrisygehuse og afdelinger med bedre udearealer, hvor risikoen for konflikter mindskes. Men vi arbejder stadig på at nå helt i mål på tvangsområdet, siger Charlotte Fischer.

 

Læs mere: