Gå til indhold

Danskerne overser lægens digitale tilbud

Meget få danskere benytter sig af de digitale løsninger, som deres praktiserende læge tilbyder. Med en ny kampagne vil Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation, PLO, gøre danskerne bedre til at bruge lægens forskellige tilbud

Selvom de praktiserende læger tilbyder muligheder som receptfornyelse og tidsbestilling på nettet, er det kun få danskere, der benytter sig af dem.

En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at kun hver tredje dansker (30 procent) fast benytter sig af at bestille tid hos lægen på nettet, mens det også kun er hver tredje (34 procent), der har prøvet at forny recepter på nettet. Næsten hver anden dansker (46 procent) ved ikke, at de har mulighed for at forny recepter på nettet.

Blandt andet derfor lancerer Danske Regioner og PLO nu kampagnen ”Det gode lægebesøg”, der med seks gode råd skal gøre danskerne endnu bedre til at bruge lægernes forskellige tilbud.

Regioner - Danskerne overser lægens digitale tilbud

- Hver dansker er i gennemsnit i kontakt med sin egen læge syv gange om året, enten via telefon, e-mail eller ved fremmøde i konsultationen. Hvis vi kan få flere til at benytte de digitale muligheder, som de praktiserende læger tilbyder, vil patienterne opleve en lettere tilgængelighed til egen læge, siger Christian Freitag, der er formand for PLO.

En lettere hverdag
I en travl hverdag kan især børnefamilier have fordel af at bruge lægen mere digitalt.

- Det er et helt naturligt skridt, at vi bliver mere digitale i kontakten med vores læge. Det er op til borgerne selv, men det er vigtigt, at danskerne kender alle de muligheder, der findes, for at få et godt og effektivt lægebesøg. Med kampagnen håber vi at være med til at sikre, at danskerne fremadrettet får endnu bedre service i kontakten med deres praktiserende læge, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg.

Foruden de gode råd til hvordan vi kan bruge lægen mere digitalt, skal kampagnen også oplyse om reglerne for sygebesøg i hjemmet, og at det er muligt at stille flere spørgsmål under samme konsultation. Desuden bliver vi i kampagnen mindet om at huske sundhedskortet og at huske at melde afbud, hvis man er forhindret i at møde op til en planlagt konsultation.

Læs mere:

Seks gode råd, når du skal besøge lægen:

  1. Du kan bestille tid på nettet
    Du kan nemt og fleksibelt bestille tid og få fornyet recepter elektronisk.

  2. Du kan stille spørgsmål på mail
    Du kan kontakte din læge på e-mail, hvis du har enkle og konkrete forespørgsler, som ikke haster. Det sker via din læges hjemmeside, som du f.eks. kan finde på www.sundhed.dk --> find behandler.

  3. Du kan spørge om flere ting
    Hvis du har brug for at drøfte flere emner med din læge, kan det ske i samme konsultation. Er dine spørgsmål tidskrævende, kan de ikke altid nås i en enkelt konsultation, men så kan du få tilbudt en ny konsultation på et senere tidspunkt. Husk også at oplyse, hvis du skal have tid til specielle opgaver f.eks. attest, graviditetsundersøgelse, blodprøve m.v.

  4. Du kan få sygebesøg
     Hvis du har valgt læge inden for 15 km fra din bopæl – i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner dog inden for 5 km – kan du modtage sygebesøg derhjemme, såfremt din læge vurderer, at det er nødvendigt. Hvis du har valgt læge længere væk fra din bopæl, har du ikke ret til at modtage sygebesøg.

  5. Husk sundhedskortet
    Husk at medbringe dit sundhedskort. Det er dit bevis på, at du kan modtage gratis lægehjælp.

  6. Husk at melde afbud
     Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret, så lægen kan give tiden til en anden patient, som har brug for behandling.