Gå til indhold

Mere forskning i provinsen

Sundhedsforskningen udvikler sig i stigende grad udenfor hovedstaden. I flere regioner er forskningsindsatsen mere end fordoblet på fire år

Fra 2009 og frem til forrige år er der sket en del på sundhedsforskningsområdet i de egne af landet, hvor der ellers traditionelt ikke har været megen sundhedsforskning. Populært sagt er det begyndt at rykke i sundhedsforskningen i provinsen, hvor forskningsindsatsen i flere regioner er mere end fordoblet på fire år.

Overalt i landet har der været vækst i sundhedsforskningen, og midlerne til sundhedsforskningen er årligt steget med 10,6 procent. Men i perioden 2009-2013 har hovedstadsregionen - der dog stadig står for den største del af sundhedsforskningen - haft den laveste årlige vækstrate af de fem regioner.

 

Til sammenligning har Region Sjælland oplevet den relativt største stigning inden for brugen af midler til sundhedsforskning. Bevillingerne er steget med 26 procent årligt per indbygger. Region Syddanmark indtager andenpladsen med 20 procents årlig stigning, svarende til 1000 kroner pr. borger i regionen.

- Selvom vi bor udenfor hovedstaden, vil vi også følge med udviklingen. Derfor har vi bevidst satset på ph.d- og forskerstillinger, lyder det fra Bo Borg Mikkelsen, der er specialkonsulent i Region Syddanmark. Regionen afsætter hvert år 20 millioner kr. til ph.d-projekter.

- Forskning er med til at kvalificere vores patientbehandling. Derfor lokker vi ofte læger med stillinger, hvor 30 procent af deres arbejdstid reserveres til forskning, mens resten af lægernes arbejdstid går med patientkontakt og almindeligt klinisk arbejde, forklarer Bo Borg Mikkelsen.

Læs hele historien i REGIO: