Gå til indhold

Ny rapport giver indblik i sundhedsvæsenets resultater

Kortere ventelister, stigende produktivitet og færre forebyggelige indlæggelser af ældre. Udviklingen i sundhedsvæsenet går på mange måder i den rigtige retning. Det viser en ny rapport, som med afsæt i godt 40 indikatorer giver indblik i sundhedsvæsenets resultater

Cirka 150 milliarder kroner. Så mange penge blev der postet i det offentlige sundhedsvæsen i 2013. Det store milliardbeløb skal blandt andet sikre, at der bliver taget ordentlig hånd om syge patienter, som behandles på sygehusene, og at borgere, som har brug for genoptræning efter et sygdomsforløb, får den fornødne hjælp i kommunerne.

Men hvad får vi egentlig for pengene, hvilke resultater skaber de offentlige sygehuse og de kommunale sundhedstilbud? Det giver en ny rapport fra Danske Regioner, KL, Finansministeriet og Sundhedsministeriet et fingerpeg om.

Og at dømme ud fra de godt 40 indikatorer, som regionerne og kommunerne måles på, er der på landsplan sket konkrete forbedringer på flere centrale områder i sundhedsvæsnet det seneste år.

Fald i ventetider på sygehusene
En af de indikatorer, som der typisk er stor opmærksomhed om, er ventetider på sygehusene. Og her er der sket noget det seneste år.

Ventetiderne på sygehusoperationer er faldet fra 51 dage i 2013 til 49 dage i 2014, hvilket er den korteste ventetid i 10 år. Og også inden for sygehuspsykiatrien kommer patienterne hurtigere til. Særlig markant er faldet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor der på landsplan er sket et fald på hele 15 dage på et år, så den gennemsnitlige ventetid i 2014 var 30 dage.

Den positive udvikling bliver modtaget med tilfredshed i Danske Regioner, hvor formanden Bent Hansen mener, at regionerne godt kan være deres indsats bekendt:

- På sygehusene og i psykiatrien er der skruet op for aktiviteten, og det kan vi især takke en stor gruppe meget dedikerede medarbejdere for. I regionerne har vi skærpet det politiske fokus på sundhedsvæsenets effektivitet, og det har båret frugt. Nu skal vi sikre, at patienterne får endnu mere ud af deres behandling, og derfor har vi netop lanceret planen "Borgernes sundhedsvæsen", som skal sikre bedre behandlingsforløb skræddersyet til patienterne, siger Bent Hansen.

Færre ældre indlægges
I kommunerne, der såvel i dag som i de kommende år kommer til at spille en nøglerolle i sundhedsvæsenet, i takt med at flere skal plejes og behandles uden for sygehusene, er man også tilfreds med resultaterne.

I KL noterer man sig f.eks., at der på landsplan er sket et fald i andelen af forebyggelige indlæggelser af ældre - dvs. sygehusindlæggelser, som f.eks. skyldes dehydrering og kunne have været undgået. Det er ellers et problem, som sundhedsvæsenet har haft svært ved at løse, men nu tyder det på, at kurven er knækket. Hvor der i 2013 var 65 indlæggelser pr. 1.000 ældre over 65 år, var tallet i 2014 faldet til 62.   

- Det er meget positivt, at vi nu ser resultatet af flere års målrettet indsats og oprustning i kommunerne. Det har vi god grund til at være stolte af. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Et stærkt borgernært sundhedsvæsen med et tæt samarbejde mellem almen praksis og kommunerne i for eksempel sundhedshuse, om akutpladser og i akutteams, bliver endnu vigtigere i takt med specialiseringen. Det er en fornuftig udvikling, hvor vi i kommunerne er klar til at løfte vores del af opgaven - i samarbejde med staten og regionerne, siger Martin Damm, KL’s formand.     

For store forskelle på landsplan
 Selvom der generelt er fremgang at spore i sundhedsvæsenet på landsplan, så viser rapporten også, at der på tværs af de enkelte regioner og kommuner fortsat er store forskelle i de resultater, man opnår. Og det kan være et problem, erkender sundhedsminister Nick Hækkerup:

- Vi kan se, at der fortsat er for store - og på nogle områder også uforklarlige - forskelle på regionernes og kommunernes resultater, og det kan vi selvfølgelig ikke være tilfredse med. Det skal være sådan i Danmark, at alle får den behandling, de har behov for, uanset om de bor i Holstebro eller Holte, siger sundhedsminister Nick Hækkerup, der mener, at regioner og kommuner skal bruge rapporten konstruktivt i arbejdet fremover:  

- Ved at synliggøre resultaterne og de forskelle, der er på tværs af landet, bliver det tydeligt, hvor de enkelte regioner og kommuner kan hente inspiration til at forbedre deres indsatser, så alle borgere og patienter får den pleje og behandling, som de skal have, siger Nick Hækkerup.