Gå til indhold

Opgørelse af pakkeforløb på hjerteområdet

Regionerne arbejder på, at flere patienter når igennem udredningen inden for de anbefalede faglige frister og på at få flere data om forløbstiderne for hjertepakkerne

Hjertepatienter har over en årrække opnået en væsentlig større overlevelse. Et af de organisatoriske tiltag på hjerteområdet, som har været med til at forbedre behandlingen, har været hjertepakkerne. De har særligt været målrettet udredning og behandling af hjertekramper (stabil og ustabil angina pectoris) samt hjertesvigt og hjerteklapsygdom.

Monitoreringen af hjertepakkerne i 4. kvartal 2014 viser, at 3 ud af 4 udredes for ustabil angina pectoris - hjertekramper - inden for de 2 dage anbefalet i hjertepakken. Mens 2 ud af 3 udredes for stabil angina pectoris inden for 12 dage, hvilket er det anbefalede tidsrum. 

Regionerne arbejder på, at få udredt og behandlet endnu flere patienter  inden for de anbefalede tidsfrister ved bl.a. at udvide ambulatoriernes åbningstider og ved at lave lokale aftaler  om merarbejde for medarbejdere. Og aktiviteten inden for hjerteudredning stiger. På bare et år er antallet af ekkokardiografier, som er hovedstenen i udredning af hjertesygdom steget med 10.000 målinger. 

Den seneste monitorering viser også, at der fortsat er behov for at forbedre indsamling af data om udredning og behandling af patienterne, som henvises til at følge forløbet i en hjertepakke. I dag er datagrundlaget ikke dækkende, fordi for få patientforløb registreres. Derfor har regionerne nu sat initiativer i gang, som skal øge antallet af registreringer, så data fremover giver et mere retvisende billede af, hvor mange patienter, der får behandling inden for de anbefalede tidsrum, der er angivet i hjertepakkerne.

Læs mere på SSI.dk: Monitorering af pakkeforløb for hjertesygdom 4. kvartal 2014