Gå til indhold

Regioner vil have nemmere finansiering i landdistrikter

Bedre lånemuligheder er afgørende for udviklingen i tyndt befolkede områder, mener Danske Regioner

Muligheden for at få et realkredit- eller banklån har stor betydning for mange virksomheder og borgere i landdistrikterne. Derfor forventer Danske Regioner, at regeringen ser med alvor på problemstillingen, når erhvervs- og vækstministeren i nærmeste fremtid lancerer et udspil om ”Vækst i hele Danmark”.

- Danske Regioners udvalg for Regional Udvikling og EU håber, at regeringen anviser mulige løsninger, siger formanden for udvalget, Anne V. Kristensen og tilføjer:

- Det er uholdbart, at man får afslag på lån med den begrundelse, at ens postnummer er forkert. Afvisningerne er en ond spiral og en barriere for vækst og udvikling i vigtige områder af Danmark.

Et embedsmandsudvalg foreslog for nylig at justere reglerne omkring lånemulighederne, men justeringerne er ikke tilstrækkelige, mener Anne V. Kristensen.

- Derfor foreslår vi, at ministeren afskaffer 6-måneders reglen. Det er en særlig dansk regel, som betyder, at ejendomme skal værdisættes til aktuel markedsværdi. Men reglen fortolkes for stramt af långiverne. Embedsmandsudvalget har hævdet, at en afskaffelse af reglen vil ændre Danmarks kreditværdighed, men det er en overflødig frygt, lyder det fra Anne V. Kristensen.

Hun opfordrer långiverne til at differentiere deres krav ved for eksempel at skele mere til ansøgerens rådighedsbeløb og lånenes løbetid.

- For mange vil det være bedre at få et 15-20-årigt lån frem for slet ikke at kunne få lån. Vi skal sikre et Danmark, der hænger sammen, og derfor skal der være bedre lånemuligheder, uanset hvor i landet man bor, siger udvalgsformanden.

Læs rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet her