Gå til indhold

RADS anbefaler ibrugtagning af nyt biosimilært lægemiddel

Behandlingsvejledninger for patienter med ende- og tyktarmskræft, KOL, psoriasis og blødersygdom godkendes af RADS

Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har på møde 6. april drøftet ibrugtagning af det nye bioismilære etanercept
(lægemidlet Benepali), som kan anvendes i biologisk behandling af henholdsvis gigt og psoriasis. Forud for drøftelsen i RADS har der været afholdt møde med medlemmer fra RADS tre biologiske fagudvalg på området. Der var her fuld opbakning fra klinikerne til, at nye patienter, og patienter med svigt af anden biologisk behandling, som i henhold til RADS behandlingsvejledninger skal behandles med etanercept, bør behandles med den billigste version af lægemidlet.

Endelig var der også enighed om, at patienter i stabil behandling med etanercept bør skiftes til den billigste version af lægemidlet, med mindre der foreligger helt særlige individuelle patienthensyn. RADS er enig i vurderingen. Det vil i praksis betyde, at det anbefales, at de omhandlede patienter behandles med biosimilært etanercept, der er væsentligt billigere end originalpræparatet.

- Jeg er glad for, at der er fuld opbakning fra klinikerne til at anvende biosimilært etanercept. Vi traf sidste år en lignende beslutning om at anvende biosimilært infliximab. Vi kan her godt ét år efter konstatere, at det var den rigtige beslutning. Effekten har været lige så god, og der har ikke været flere bivirkninger ved at anvende det biosimilære lægemiddel frem for originalproduktet. Samtidig har regionerne sparet mere end 150 millioner kroner ved at anvende det bioisimilære lægemiddel. Penge der er hårdt brug for andre steder i sundhedsvæsenet, udtaler Jørgen Schøler Kristensen, formand for RADS, og tilføjer:

- Erfaringerne fra sidste år var, at der kan være patienter, som bliver usikre, når der skiftes medicin. Vi har derfor denne gang lagt stor vægt på, at der i god tid udarbejdes informationsmateriale til klinikere, sygeplejersker og patienter om biosimilære lægemidler. Det har vi gjort i samarbejde med Gigtforeningen, Psoriasisforeningen, Colitis-Crohn foreningen, ligesom vi har modtaget input fra Lægemiddelstyrelsen. Informationsmaterialet sendes nu til de regionale lægemiddelkomitéer, som vil stå for implementeringen af vores anbefaling.
RADS godkendte på mødet en ny behandlingsvejledning for blødersygdommen hæmofili. Med enkelte ændringer godkendte rådet også henholdsvis en revurderet behandlingsvejledning for metastaserende kolorektalkræft (ende- og tyktarmskræft) og en revurderet behandlingsvejledning for biologisk behandling af dermatologiske lidelser. Endelig besluttede RADS med få præciseringer en opdateret behandlingsvejledning for Kronisk Obstruktiv Lungelidelse (KOL).

Endelig besluttede RADS på mødet, at der skal nedsættes et nyt fagudvalg vedrørende svær astma.

Yderligere information:

Jørgen Schøler Kristensen, formand for RADS, lægefaglig direktør ved Hospitalsenheden Horsens, tlf. 20 16 32 01 / 78 42 50 04