Gå til indhold

Behandlingsvejledninger for brystkræft og hepatitis godkendes af RADS

RADS genindkalder fagudvalg for øjensygdomme og knoglemarvskræft

Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har afholdt møde den 27. januar 2016. Her drøftede rådet blandt andet et forslag til ændret behandlingsvejledning for hepatitis.

Drøftelsen var en opfølgning på en beslutning fra rådets sidste møde om, at fagudvalget for hepatitis skulle foretage en gennemgang af tilgængelige data for at undersøge, om der er nogle patienter, der kan opnå samme effekt med kortere tids behandling end de 12 uger, som patienterne typisk sættes i behandling med de ”nye” og dyre hepatitis lægemidler (de nye orale hepatitis lægemidler).

Fagudvalgets efterfølgende gennemgang, som blev præsenteret på mødet viser, at nogen hepatitispatienter med genotype 1 uden skrumpelever (cirrose) opnår samme effekt ved 8 ugers behandling som ved 12-ugers behandling. Behandlingsvejledningen for hepatitis C vil derfor blive opdateret for denne gruppe af patienter.

- Der er ikke længere tvivl om, at den nye hepatitismedicin er et gennembrud i behandlingen af patienter med alvorlig påvirket leverfunktion, da patienterne med behandlingen bliver virusfri. Nu viser erfaringerne, at hepatitispatienter uden skrumpelever med den såkaldte genotype 1 allerede er virusfri efter 8 ugers behandling. Og selv om der ikke er konstateret alvorlige bivirkninger ved medicinen, så skal patienterne naturligvis ikke tage medicin længere tid end højst nødvendigt. Det er hverken godt for patienten eller regionernes økonomi for den sags skyl, oplyser RADS' formand, Jørgen Schøler Kristensen.

RADS havde på mødet en første drøftelse af en kommende behandlingsvejledninger for ADHD medicin af henholdsvis børn og voksne.

RADS formand Jørgen Schøler Kristensen udtaler:

- Fagudvalget for ADHD har allerede gennemført et stort og grundigt arbejde. Det er imidlertid velkendt, at der er store regionale forskelle i den medicinske behandling af såvel børn og voksne patienter, der lider af ADHD. Det er derfor også afgørende for os, at en kommende behandlingsvejledning sikrer en mere ens behandling af høj kvalitet på tværs af landet. Vi vil derfor bede fagudvalget om at afklare en række spørgsmål.

RADS drøftede og godkende forslag til en ny behandlingsvejledning for brystkræft (AntiHER2).
Herudover godkendte RADS forslag til revurderinger af behandlingsvejledningerne for henholdsvis blodforebyggende behandling (antitrombotisk behandling) og medicinsk behandling af en sjælden form for kræft, der har navn efter en bestemt type kirtelceller (neuroendokrine tumorer). Rådet godkendte endvidere opdateringer af eksisterende vejledninger med nye lægemidler for henholdsvis knoglemarvskræft (myelomatose) og HIV/AIDS.

Modsat kunne RADS ikke på nuværende tidspunkt godkende forslag til revurdering af de gældende behandlingsvejledninger for henholdsvis biologisk behandling af psoriasis samt systemiske svampeinfektioner (antimykotika).

Endelig blev det besluttet, at der skal igangsættes en revurdering af behandlingsvejledningerne for øjensygdomme samt en opdatering af behandlingsvejledningen for knoglemarvskræft, hvor der netop nu kommer en række nye lægemidler på markedet.

De i nyheden omtalte og godkendte behandlingsvejledninger vil snarest muligt blive offentliggjort på RADS' hjemmeside.

Læs mere:

RADS

Yderligere information:

Jørgen Schøler Kristensen, formand for RADS, lægefaglig direktør ved Hospitalsenheden Horsens, tlf. 20 16 32 01 / 78 42 50 04