Gå til indhold

Konference: Debat om sundhed og prioritering

- Adgang til hæveautomaten skal ikke bestemme behandlingen, lød det fra sundhedsminister Sophie Løhde på konferencen "Sundhedsvæsen under pres - er prioritering svaret?". - Vi prioriterer allerede, undtagen når det gælder sygehusmedicin, svarede Danske Regioners formand, Bent Hansen

Konferencen, som Danske Regioner og Lægeforeningen afholdt den 28. januar 2016, har trukket fuldt hus med over 200 fagfolk og politikere. Baggrunden for arrangementet er lægers og regionspolitikernes ønske om at prioritere mere bevidst, når det gælder de mange dyre nye behandlingsformer:

- Om det gælder nye kirurgiske robotter eller dyr medicin uden særlig effekt, så har vi brug for en åben debat om, hvor vi bør prioritere i fremtiden. Vi skal ikke bare vælge en norsk, en tysk eller en engelsk model, men finde en holdbar dansk løsning, lød det fra Bent Hansen på konferencen.

Han blev bakket op af formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, der pegede på, at der allerede prioriteres, men at vi ikke er bevidste om det:

- Der er forskel på lighed i sundhedstilstanden i dag. Når det gælder genoptræningen til hoftepatienter er der forskel. Og hvorfor er levetiden for den psykisk syge mand tyve år kortere end visse andre mænd, spurgte han.

Sundhedsminister Sophie Løhde afventer en stribe analyser, der blandt andet skal vise, hvordan udgifterne på medicinområdet styres her og i de andre nordiske lande.

- Vi skal i fællesskab finde en løsning - og ikke kun på medicinudgifterne - men en bred løsning. Nogle gange lyder det som om, vi bruger hver en sundhedskrone på medicin, men det gælder altså kun 12-14 procent af sundhedsbudgettet. Vi har både KRIS, RADS og medicintilskudsnævnet, der alle prioriterer på hver deres område, og når det gælder sygehusmedicin skal vi huske, at patienter her i landet får adgang til ny medicin hurtigere end nordmændene, sagde hun.