Lægemiddelagentur bør placeres i Danmark

Regeringen har officielt lagt billet ind på at få Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, til Danmark. Den danske life science-branche er utroligt stærk, og vi satser på personlig medicin, så Danmark er oplagt til at huse agenturet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Den 8. februar 2017 præsenterede udenrigsminister Anders Samuelsen og sundheds- og ældreminister Ellen Trane Nørby det danske bud på at huse Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA. Agenturet, som i øjeblikket har til huse i London, skal finde en ny destination efter briternes udmeldelse af EU.

Og den nye lokation bør være Danmark, mener Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

- Danmark er meget velegnet til at huse EMA, for vi har en utroligt stærk life science-industri med 36.000 beskæftigede inden for landets grænser. Lægemidler er Danmarks største eksportvare, hvor vi forrige år eksporterede for 86 milliarder kroner. Det viser med al tydelighed, at Danmark er i førerfeltet på medico-området, hvor vi tilbyder glimrende vilkår for vores stærke medicinalvirksomheder, siger Bent Hansen og tilføjer:

- Så sent som i december lancerede regionerne og regeringen en national strategi for, hvordan personlig medicin skal udvikles. Vi har høje ambitioner for at udvikle medicin, som er mere skræddersyet til hver enkelt patient, så behandlingen oftere rammer rigtigt i første omgang. Den satsning er meget fint i tråd med at placere EMA i Danmark.

En samlet attraktiv pakke

EMA er den fælleseuropæiske EU-myndighed, der vurderer, godkender og overvåger lægemidler. EMA beskæftiger cirka 900 medarbejdere og har et årligt budget på omkring 2,2 milliarder kroner. Forventningen til at huse EMA er blandt andet, at det vil skabe arbejdspladser, øge medicineksporten, tiltrække medicinalvirksomheder og bidrage positivt til den danske vækst, når tusindvis af aktører hvert år mødes i regi af EMA.

- I regionerne har vi med oprettelsen af Medicinrådet taget ansvaret på os for at sikre den mest kompetente tilgang til vurdering af ny medicin. Det er den opgave, lægemiddelagenturet også løfter, og vi har på den måde kridtet banen fint op for at huse EMA. Danmark er et af de lande, hvor der foretages mest klinisk forskning per indbygger, så samlet set har vi bestemt et attraktivt miljø for agenturet, siger Bent Hansen.

kontakt

Hvis du vil vide mere

Thomas Birk Andersen, seniorkonsulent
Center for Sundhed og Sociale indsatser
T: 3529 8270
M: 2447 3575
E: tad@regioner.dk


Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

KONTAKT

Hvis du vil vide mere

Bent Hansen,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T 78 41 00 10
M 40 31 37 07
E bent.hansen@rr.rm.dk
Bent Hansen (2)
relaterede nyheder

Læs mere