Debatindlæg bragt på Altinget.dk den 25. januar 2018. Af Stephanie Lose, næstformand for Danske Regioner og Ulla Astman, sundhedsudvalgsformand for Danske Regioner.
Der er behov for en ny vej for vores sundhedsvæsen. Selv om vi i dag har et godt sundhedsvæsen, så vil de kommende års udfordringer med demografi, flere med kronisk sygdom og flere med mere end én kronisk sygdom, lægge yderligere pres på sundhedsvæsenet. Det kræver, at vi løser opgaverne på nye måder. Men hvordan får vi skabt rammerne, så alle i sundhedsvæsenet samarbejder endnu bedre om at skabe mest mulig sundhed for pengene til gavn for alle?
I regionerne arbejder vi for, at alle dele af sundhedsvæsenet bevæger sig væk fra en struktur, der alene bygger på at belønne den enkelte sektors produktivitet eller indtjening. Vi ønsker incitamenter og samarbejdsformer, der fremmer den fælles vurdering af, hvilken arbejdsdeling og hvilke fælles løsninger for borgeren, der giver mest sundhed for pengene.
Konceptet for sundhedsaftalerne er en hjørnesten for samarbejdet i vores sundhedsvæsen. Og den nye generation af sundhedsaftaler har betydning for, hvordan den nye vej for vores sundhedsvæsen kan realiseres.
Et tigerspring
Derfor er vi i regionerne – og på borgernes vegne – ovenud tilfredse med, at der er blevet lyttet til forslaget om en ny kurs. Sundhedsstyrelsen har netop nu en ny vejledning i høring. Der er tale om et tigerspring i måden at tænke på samarbejde og sundhed. Den mulighed skal vi gribe.
Vi ser et fremtidigt sundhedsaftalekoncept, der giver mulighed for at opstille ambitiøse, politiske mål, at etablere et stærkere samarbejde og målrette indsatserne i sundhedsvæsenet – samtidig med at set-up’et omkring aftalen bliver fleksibelt og forenklet. Det giver mulighed for politikudvikling og tilpasning undervejs, når virkeligheden ændrer sig. Det står i kontrast til det gældende koncept, hvor vi oplever, at tvungne temaer gør, at det politiske arbejde med at skabe sammenhæng reduceres til et langt og nogle gange uaktuelt implementeringsarbejde henover fire år.
I fremtiden bør vi i sundhedsvæsenet forpligte hinanden på at være mere interesserede i, hvilke borgere der er i risiko for at blive syge eller mere syge – og vi skal samarbejde om at holde borgere så raske som muligt.
Samarbejdet skal tage afsæt i viden om den lokale sundhedsadfærd og sundhedstilstand, og målrettede indsatser skal tage udgangspunkt i det hele menneske, som i perioder bruger sundhedsvæsenet og ellers lever et hverdagsliv – med eller uden sygdom. Det vil betyde, at alle aktører altid har fokus på forebyggelse.
Tættere på borgeren
Det er vores ønske, at et nyt sundhedsaftalekoncept vil skubbe til en udvikling, hvor flere opgaver løses tættere på borgeren – i eget hjem eller i nærmiljøet, og hvor vi afprøver flere fælles løsninger mellem kommuner og regioner. Men der må ikke opstå tvivl om behandlingsansvaret. Vi mener, at ansvaret for den enkeltes behandling fortsat ligger bedst hos regionerne – hos hospitalslægen, den praktiserende læge eller den praktiserende speciallæge.
Lad os bruge de kommende sundhedsaftaler som løftestang til at tydeliggøre, hvad regioner, almen praksis og kommuner kan forvente af hinanden i et stærkere samarbejde. Det er for eksempel nødvendigt med en dialog om, hvordan kommunerne sikrer kvaliteten i de kommunale tilbud med fokus på dokumentation.
Og det er afgørende, at regionerne udvikler og styrker hospitalernes udadvendte funktioner og støtter både praktiserende læger, den øvrige praksissektor og kommuner i deres opgavevaretagelse. I samme ombæring bliver det vigtigt, at regionerne skaber mulighed for, at ny teknologi kan understøtte en udvikling mod at flytte behandlingen tættere på borgernes nærmiljø og eget hjem. Vi bør aftale den konkrete organisering af opgaverne i regi af sundhedsaftalerne, og have en tæt dialog om lokale behov og forudsætninger.
Vores opfordring er, at sundhedsvæsenets parter griber muligheden for at løse opgaverne bedre og klogere med mål om at skabe sundhed for alle.