Nogle gange kan historieskrivning foregå ganske stilfærdigt. Sådan var det tidligt om morgenen Grundlovsdag. Her præsenterede vi sammen med regeringen aftalen om regionernes 2019-økonomi. Sundhedsvæsenet bliver løftet med 1 mia. kroner, hvoraf 200 mio. går direkte til psykiatrien, og oveni det kan vi vedligeholde og opgradere vores hospitaler med 2,5 mia. anlægskroner. Det er et godt løft af sundhedsvæsenet, som trak overskrifter hos medierne.

Men mindst lige så vigtigt var det, at vi aftalte en helt ny måde at styre sundhedsvæsenet på. Styring er ikke en kioskbasker, men her er tale om et nybrud: Nærhedsfinansiering. Efter flere års ihærdigt arbejde lykkedes det os endelig at få afskaffet produktivitetskrav og aktivitetspulje, som godt nok har været med til at sikre effektive hospitaler med flere og flere behandlinger, men som også har ansporet til et alt for entydigt fokus på mere aktivitet inde på hospitalerne.

Det er ingen hemmelighed, at vi i regionerne grundlæggende mener, at der ikke var brug nye styringsværktøjer, men med økonomiaftalen kom nærhedsfinansiering. Fra flere sider er der udtrykt bekymring for, hvordan den nye styring vil påvirke sundhedsvæsnet. Det kan vi sagtens forstå, og netop derfor har vi også lagt os i selen ved forhandlingsbordet, så nærhedsfinansiering matcher det, vi gerne vil i regionerne. Dét, der giver mening for borgerne og sundhedspersonalet, og som passer ind i den omstilling af sundhedsvæsnet, der er brug for. Vi synes, vi er lykkedes med at skubbe i den rigtige retning. Nærhedsfinansieringen står nu på første side i en ny historiebog om omstillingen af sundhedsvæsnet. En omstilling, som vi tror, at rigtig mange er enige i og kan se sig selv i.

Mange af de elementer, nærhedsfinansiering bygger på, er vi nemlig allerede i gang med i regionerne. Lad os give nogle eksempler.

Færre sygehusforløb per borger: I efteråret aftalte vi med Praktiserende Lægers Organisation, at kronisk syge borgere i langt højere grad skal følges i almen praksis, og hospitalernes specialister skal understøtte de praktiserende læger, bl.a. med telefonrådgivning. Det bidrager til færre sygehusforløb per borger. Det gør det også, når hospitalerne med telemedicin arbejder ude i borgernes hjem. Flere regioner er også lykkedes med at samle kronisk syge borgeres mange hospitalsbesøg på én dag. Eller at skære ned på de ambulante besøg ved f.eks. at bruge de oplysninger, som patienterne selv giver. Det handler ikke om at sparke borgere ud af hospitalerne, men om at give dem bedre forløb og sørge for, at det kun er den del, hvor det vitterligt er hospitalet, der skal i spil, der foregår på hospitalet.

Færre akutte genindlæggelser: Især ældre borgere genindlægges for ofte, og for at undgå det skal hospitaler, praktiserende læger og kommunale sundhedstilbud løfte i flok. Flere og flere steder har kommuner og regioner fælles funktioner, hvor vi rykker tættere sammen om borgerne. Regionerne kan også være med til at udvikle kommunernes sundheds-kompetencer, så kommunerne bedre og tidligere tager hånd om de patienter, som ellers risikerer at blive genindlagt. Og regionerne og de praktiserende læger har foreslået, at kommunerne skal kunne købe sundhedshjælp hos de praktiserende læger.
 
Nærhedsfinansiering skal være med til at omstille sundhedsvæsenet, og modellen ligger ganske tæt op ad den vision, som regionerne lancerede for to år siden: At regionerne i langt højere grad skal tage et samlet ansvar for befolkningens sundhed. Ikke bare for, hvad der foregår inde på hospitalerne, men for den samlede sundhedsindsats fra vugge til grav, fra forebyggelse til behandling. Dét kan skabe et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor patienter ikke tabes i systemet på vej ind og ud af hospitalerne. I den sammenhæng giver nærhedsfinansiering god mening. Og vi mener ikke, at noget er mere nærliggende, end at regionerne tager et stort ansvar for at omstille sundhedsvæsnet!