Gå til indhold

FAktuelt

Flere kilometer på cykel kan give milliardgevinst og reducere antallet af danskernes sygedage

En samfundsgevinst på 3,2 mia. kr. årligt frister, hvis vi igen cykler lige så meget, som vi gjorde i 2014.

Hovedresultater

  • Hvis alle danskere cykler 20 pct. flere kilometer om året end i 2019, vil det give en samfundsøkonomisk gevinst på 3,2 mia. kr. årligt, fordi den øgede motion giver færre sygedage.
  • Antallet af sygedage kan reduceres med næsten 1.200 om dagen, hvilket svarer til ca. 430.000 færre sygedage om året.
  • Øget brug af cyklen som transportmiddel giver desuden oplagte fordele for klimaet, fordi det antages, at den øgede cykling erstatter kørsel i bil og mindsker trængsel på vejene.

Baggrund og antagelser

Danskerne cyklede tilsammen ca. 2,6 mia. km. i 2019. Det svarer til, at der hvert døgn cykles mere end 7 mio. kilometer i Danmark.

Gang og cykel er vigtige transportformer til kortere rejser og til at skabe sammenhæng i transportkæden, f.eks. mellem hjem og kollektiv trafik. De to aktive transportformer er vigtige i forhold til at mindske klimabelastningen og til at øge folks fysiske aktivitet og dermed øge deres sundhed.

Med fokus på løsninger på tværs af kommunerne arbejder regionerne for at styrke cykeltrafikken, f.eks. i form af supercykelstier.

63 pct. eller ca. 2/3 af alle rejser i Danmark er på under 20 kilometer, viser Transportvaneundersøgelsen, som DTU hvert år udarbejder. Mange af disse rejser kan klares på en elcykel. Mange cykelforretninger har da også - særligt under COVID-19-krisen - oplevet en stigende efterspørgsel efter netop elcykler. Eksperter vurderer, at salget af elcykler de næste år vil stige markant.

Udgangspunktet for denne analyse er, at Danske Regioner har indgået en klimasamarbejdsaftale om grøn kollektiv transport med regeringen. I aftalen indgår der blandt andet en ambitiøs målsætning på cykelområdet.

Målsætningen er:

  • At den negative udvikling i cykeltrafikkens andel af pendlerture vendes, således, at andelen af pendlerture på cykel skal stige med 20 pct. frem mod 2030 ift. niveauet i 2019. Samtidigt skal antallet af cyklede kilometer stige med 20 pct. frem mod 2030. (Transportministeriet og Danske Regioner 2020).

Opfyldelsen af den ambition vil samtidig kunne spare samfundet for mange sygedage og udgifter. Nye beregningerne fra COWI, på vegne af Transportministeriet, viser, at den samfundsøkonomiske gevinst ved cykling er højere, end man hidtil har regnet med - både for den enkelte cyklist, men også for samfundet som helhed. (COWI 2020).

På trods af de mange positive gevinster ved cykling er antallet af cyklede kilometer faldet fra 2014 til 2019 med knap 20 pct. Samtidigt er andelen af rejser, der er foretaget på cykel også faldet med ca. 20 pct. fra 2014 til 2019. Cykelture udgjorde i 2014 18,1 pct. af alle rejser, men er faldet til at udgøre 14,4 pct. i 2018. I samme perioden er andelen af rejser foretaget i bil steget fra 57,4 pct. til 59,2 pct.

 

Tabel 1: Udviklingen i andelen af rejser foretaget på cykel (pct.) 

Samfundsøkonomisk sundhedsgevinst

Danskerne cyklede i alt 2.593 mio. km. i 2019. Heraf forgik de 134 mio. km på elcykel. Hvis Danske Regioners målsætning om at øge antallet af cyklede kilometer med 20 pct. bliver opfyldt, vil det svare til, at danskerne cykler 3.111 mio. km. om året. Beregningen fremgår af tabel 2 nedenfor.

 

Tabel 2. Antal cyklede kilometer (mio.) ved en 20 pct. forøgelse ift. 2019

 

DTU har beregnet værdien af de samfundsmæssige fordele og ulemper ved at cykle en ekstra kilometer på cykel og elcykel. Generelt har trafik afledte effekter i form af luftforurening, klimaforandringer, sundhed, støj, uheld, trængsel og slid på infrastrukturen, men for cykling er det defineret, at der kun er afledte effekter i form af øget sundhed og uheld (Center for Transport Analytics, DTU 2020).

I tabel 3 kan man se, at omkostningerne ved cykling er negative. Det vil sige, at samfundet får en gevinst, når der bliver cyklet en ekstra kilometer. Gevinsterne er således større end omkostningerne. Gevinsten skyldes især, at cykling er godt for borgernes sundhed. I tabellen ses også, at der er et samfundsmæssigt tab ved cykling, fordi personer på cykel risikerer ulykker i trafikken. Denne omkostning er dog mindre end sundhedsgevinsten.

Den samfundsøkonomiske gevinst per cyklet kilometer er større for almindelige cykler end for elcykler, fordi risikoen for ulykker er større på elcykel, end den er for almindelige cykler.

 

Tabel 3. De marginale eksterne omkostninger for cykel og elcykel (2020)

Samlet set er den samfundsmæssige gevinst ved en cyklet kilometer 6,35 kr. på almindelig cykel og 3,76 kr. på elcykel.

I tabel 4 bruges gevinsten per kilometer til at udregne den samfundsøkonomiske gevinst ved en 20 pct. stigning i antal cyklede kilometer.

 

Tabel 4: Beregnet samfundsøkonomisk gevinst

Hvis antal cyklede kilometer stiger med 20 pct frem mod 2030, vil det altså betyde en samfundsøkonomisk gevinst på godt 3,2 mia. kr.

Sygedage

Den samfundsmæssige gevinst ved øget sundhed kan også måles på færre sygedage for de borgere, som cykler. Til at beregne effekten af 20 procent-målsætningen på antallet af sygedage, anvendes resultaterne af rapporten: ”Samfundsøkonomiske analyser af cykelsuperstierne” (Incentive 2018). Ifølge rapporten vil antallet af sygedage blive reduceret med én dag for hver 1.200 cyklede kilometer.

 

Tabel 5: Beregnet antal sparede sygedage

 

En stigning på 20 pct. i cyklede kilometer vil altså betyde en potentiel besparelse på mere end 430.000 sygedage årligt på landsplan. Det svarer til 1.184 færre sygedage om dagen, hver dag året rundt. 

Læs mere