Rekordmange kræftpatienter behandles til tiden
Aldrig før har så mange kræftpatienter gennemført et behandlingsforløb til tiden som i 3. kvartal 2015. Samtidig svinder regionale behandlingsforskelle ind. Vi skal videre, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner
- Behandlingen af danske kræftpatienter bliver stadigt bedre. Over hele landet behandles kræftpatienter i pakkeforløb, som målretter behandlingen mod den givne kræftsygdom, og nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at rekordmange pakkeforløb nu gennemføres til tiden.
I 3. kvartal af 2015 gik 85 procent af kræftpatienterne på landsplan igennem et pakkeforløb til tiden, hvilket er det højeste antal nogensinde. Eksempelvis gennemførte 90 procent af patienterne med tyk- og endetarmskræft et behandlingsforløb til tiden.
- Det er betryggende og stærkt, at den danske kræftbehandling nu har nået et niveau, hvor så mange kræftpatienter får specialiseret og kompetent behandling til tiden. Kræftpakkerne virker, og det er rigtig godt, at sundhedspersonalet kan tilbyde rettidig behandling til flere borgere med så alvorlig en sygdom, som kræft ofte er, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner, og tilføjer:
- Den positive udvikling på kræftområdet skal fortsætte, for der er stadig udfordringer, og vi er ikke i mål. I regionerne er vi parate til arbejdet med endnu en kræftplan, og jeg er tilfreds med, at Folketinget fortsat prioriterer området. Det er der behov for, hvis endnu flere skal overleve en kræftsygdom.
Regionale forskelle reduceret
Behandlingerne i pakkeforløbene dækker over både kirurgi, strålebehandling og medicinsk behandling. Hidtil har der fra region til region været forskel på, hvor mange kræftpatienter der gennemfører et forløb til tiden, men i 3. kvartal 2015 er forskellene de hidtil laveste, viser opgørelsen fra Sundhedsdatastyrelsen. Seks procentpoint adskiller Region Midtjylland (83 procent forløb gennemført til tiden) fra Region Syddanmark (89 procent).
- Det er jo sådan, det skal være: Behandlingen skal være den samme, uanset hvor i landet man bor. I regionerne har vi samlet handsken op, for der har været for store forskelle mellem flere egne af landet. Det her viser, at regionerne med målrettet arbejde er i stand til at forbedre kræftbehandlingen på tværs af landet, siger Bent Hansen.
Hvis man korrigerer for patienter, der lider af andre sygdomme end kræft, vil den generelle gennemførelse være højere. Disse sygdomme forsinker så at sige patienterne i at gå igennem kræftpakkeforløbene til tiden.
I 2014 gennemgik 77 procent af kræftpatienterne et pakkeforløb til tiden mod 72 procent i 2013. Tallet for 3. kvartal 2015 efterkorrigeres inden for få måneder.
Læs mere:
- Monitoreringen af pakkeforløb - link til monitorering fra Sundhedsdatastyrelsens