Gå til indhold

Fra over 200 pr. år til tre Aids-døde

Det er 20 år siden, at kombinationsbehandling mod Aids blev indført. Medicinen er effektiv og har reddet mange liv. Hiv-smittede kommer nu straks i behandling, undgår sygdom og smitter dermed ikke andre.

Når World AIDS Day traditionen tro markeres her d. 1. december, sker det på en langt mere lys baggrund end tidligere, hvor Hiv-smitte betød døden for mange danskere. Hvor der for godt 20 år siden døde over 200 om året, var tallet sidste år reduceret til tre registrerede dødsfald.

Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman glæder sig over udviklingen:

-For 25 år siden stod vi med en sygdom, som vi var virkelig bange for. Patienter døde, når de fik Aids i udbrud, og vi var magtesløse. I dag er vi heldigvis et helt andet sted, siger hun.

-Selv om vi ikke er i mål, så skal vi glæde os over, hvor langt vi er kommet. Det er en overordentlig flot udvikling, vi har gennemgået, tilføjer Ulla Astman.

Skandinavien har færre tilfælde af Hiv

Også når det gælder antallet af registrerede nye smittede her i landet, er tallet faldende. 107 nye tilfælde blev der registreret sidste år, og det er det næstlaveste antal registreret de sidste tyve år. Tendensen til færre nye smitteregistreringer er særlig i Skandinavien, mens flere og flere smittes hvert år i andre Europæiske lande.

- Årsagen er, at homoseksuelle både her og i resten af Skandinavien lader sig teste ofte. Og når de hurtigt kommer i behandling, smitter de ikke andre, siger Susan Cowan, der er afdelingslæge og afsnitsleder på Statens Seruminstitut.

Piller gør virus nærmest umålelig

I godt et år er Hiv-smittede herhjemme blevet tilbudt kombinationsbehandlingen, straks de konstateres smittet. Det sker, fordi det har vist sig, at en hurtig indsats er bedre, end at vente til immunforsvaret er ved at blive nedbrudt. Samtidig undgår de behandlede at smitte andre, fordi behandlingen er så effektiv, at virus bliver nærmest umålelig.

- Det er fint, at vi i dag giver medicinen med det samme, så personer i behandling undgår symptomer på sygdom og samtidig ikke smitter andre. På sigt vil det forhåbentlig give endnu færre nye smittede, forudser sundhedsudvalgformand Ulla Astman fra Danske Regioner.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Læs mere

Relaterede nyheder