Nye udredningstal
Patienter har ret til at få afklaret, hvad de fejler inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at flere bliver udredt inden for 30 dage i psykiatrien, mens udviklingen er uændret for patienter med fysiske lidelser.
83 procent af de voksne i psykiatrien blev i 3. kvartal 2016 udredt inden for 30 dage. Det er en stigning fra 76 procent i 2. kvartal. I børne- og ungepsykiatrien blev 74 procent udredt inden for 30 dage i 3. kvartal. Det er en stigning fra 61 procent i 2. kvartal. Psykiatriske udredningsforløb for børn og unge trækker ofte ud, fordi de kræver involvering af flere samarbejdspartnere.
65 procent af alle patienter med fysiske lidelser blev i 3. kvartal udredt inden for 30 dage. Det er stort set det samme niveau for udredning som første halvdel af 2016.
Regionerne arbejder hårdt på at sikre tilstrækkelig kapacitet til at give alle patienter et tilbud om at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er lægefagligt muligt. Der arbejdes blandt andet med bedre tilrettelæggelse af arbejdstiden og udbygning af kapaciteten.
Blandt de patienter, der ikke bliver udredt inden for 30 dage, har nogle selv valgt at vente på et andet tilbud på et sygehus efter eget valg eller har et længere forløb af faglige årsager. Regionale opgørelser peger således på, at mere end otte ud af 10 patienter får et tilbud om at blive udredt inden for 30 dage, som udredningsretten foreskriver.
Helt overordnet oplever sygehusene i disse år en kraftig vækst i antal patienter. I 2016 er der foreløbigt udredt cirka 400.000 danskere på sygehusene.