Ny institution skal løse det rigtige problem

Det skal være trygt at gå på arbejde – også når der er tale om omsorg og behandling af psykisk syge mennesker. Det er baggrunden for, at Danske Regioner i denne uge har kæmpet for at få vores forslag til en ny institutionstype med ind i den økonomiaftale, der netop er indgået mellem regionerne og regeringen.

Debatindlæg af Bent Hansen, formand for Danske Regioner. Bragt i Politiken d. 13. juni 2016.

Det er på alle måder uacceptabelt, når medarbejdere på landets socialpsykiatriske bosteder må gå på arbejde i frygt på grund af en lille gruppe af borgere, der af en række forskellige årsager er til fare for sig selv og andre.

Frygten er reel. Vi har desværre set flere meget tragiske drab, ligesom voldelige episoder også er en del af hverdagen for nogle medarbejdere.

Den udfordring skal vi have løst, og det er derfor, at Danske Regioner for har fremlagt et konkret forslag til en ny institution, der skal rumme de mellem 150 og 200 borgere, der er tale om.

Det vækker derfor forundring, når Københavns Kommunes socialborgmester Jesper Christensen i Politiken torsdag får det til at fremstå, som om Danske Regioner ikke er optaget af at løse det reelle problem.

Lad os slå det fast. Danske Regioner er særdeles optaget af, at det skal være trygt at gå på arbejde – også når der er tale om omsorg og behandling af psykisk syge mennesker.

Det er baggrunden for, at Danske Regioner i denne uge har kæmpet for at få vores forslag til en ny institutionstype med ind i den økonomiaftale, der netop er indgået mellem regionerne og regeringen.

Danske Regioners forslag indebærer, at ansvaret er entydigt. Det må ikke være uklart, hvem der har ansvaret for patienterne – det er sagen simpelthen for alvorlig til. Men det er vores håb, at vi gennem et frugtbart samarbejde mellem regering, Danske Regioner og KL kan få truffet beslutning om en helt præcis model – og vi er tilfredse med, at regeringen nu har fastslået, at en ny institution skal have klare og entydige rammer for visitation, finansiering og brug af tvang.

Med økonomiaftalen står det klart, at parterne inden udgangen af august skal fremlægge konkrete tiltag.

Det er indlysende, at der er en række knaster, der skal falde på plads, før vi kan komme i gang med etableringen. Men lad os stoppe diskussionerne og komme i arbejdstøjet til gavn for de borgere og medarbejdere, der i dag står i en meget vanskelig situation.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Mikkel Lambach, chefrådgiver

T: 3529 8212
M: 2917 0902
E: mla@regioner.dk