Gå til indhold

Alt for mange danskere har ”gule” tænder

Målet var en nedbringelse af udgifterne til tandlægerne, men virkeligheden er blevet en anden med den nye overenskomst mellem regioner og tandlæger. I løbet af de første ni måneder med den nye aftale har danskerne betalt 181 millioner kroner mere for at gå til tandlæge

181 millioner kroner mere end sidste år. Danskernes udgifter til tandlægebesøg er steget voldsomt, siden det blev besluttet at indføre nye kliniske retningslinjer for tandlægernes arbejde. De nye retningslinjer betyder, at alle danskere efter tandlægebesøg skal puttes i enten rød, gul eller grøn kategori, som dermed definerer, hvor ofte patienten bliver indkaldt til kontrol.

Siden retningslinjerne trådte i kraft er regionernes andel af tandlægeregningen desuden steget med foreløbigt 200 millioner kroner højere end aftalt, og et forsigtigt skøn fra Danske Regioner peger på en ekstraudgift på 260 millioner kroner efter det første år.

Mange er gule

De nye retningslinjer blev ikke fulgt op af klare mål, men det kommer alligevel som en overraskelse, at hele 72 procent af de danskere, der har været til tandlægen i de sidste ni måneder af 2015, er endt i den gule kategori.

- Det er for mig at se helt usandsynligt, at danskernes tandsundhed pludselig befinder sig på så lavt et niveau. Så enten er der noget galt med retningslinjerne, eller også må tandlægerne have klarere rammer for, hvordan retningslinjerne skal anvendes. Vi er nødt til at få styr på det her, inden udgifterne løber helt løbsk, siger Bent Hansen, der glæder sig over, at sundhedsminister Sophie Løhde nu vil kigge på retningslinjerne.

- Jeg har noteret mig, at sundheds- og ældreministeren nu har bedt Sundhedsstyrelsen kigge på retningslinjerne. Vi har et fælles ansvar for at få styr på den økonomiske situation omkring tandlægerne, og her spiller de kliniske retningslinjer en vigtig rolle, siger Bent Hansen.