Stadig flere kommer gennem kræftpakker til tiden
85 procent af patienterne kommer nu igennem kræftpakkeforløb til tiden. Det er det højest målte, siden Sundhedsdatastyrelsen begyndte at monitorere området i 2013
Der er kommet endnu mere fart på kræftpakkerne i 1. kvartal af 2016. Andelen af patienter, der kommer igennem inden for tidsfristen er således oppe på 85 procent – mod 84 procent i 4. kvartal af 2015.
Nye tal for overlevelse viser samtidig, at overlevelsen blandt både mænd og kvinder med kræftdiagnoser stiger.
Tallene viser således, at overlevelsen fem år efter, at kræftdiagnosen er stillet, nu er oppe på 59 procent for mænd og 62 procent for kvinder målt i perioden 2012-2014.
Det er en stigning på to procentpoint for mænd og et procentpoint for kvinder sammenlignet med perioden fra 2009-2011.
Mere end 30.000 danskere henvises hvert kvartal til et kræftpakkeforløb, og knapt 40.000 danskere får årligt stillet en kræftdiagnose.
Data for kræftpakkeforløb er ikke endelige, og tallene bliver derfor efterkorrigeret senere.