Gå til indhold

Vi har behov for en ny kurs for det samlede sundhedsvæsen

Hospitaler, kommuner og praktiserende læger skal sammen skabe et sundhedsvæsen, der tilpasser sig borgernes og samfundets behov. Vi skal have mest mulig sundhed for pengene, og det indebærer, at regionerne tager ansvar for den samlede sundhedsindsats. Sådan lyder det i et nyt udspil, som formand Bent Hansen præsenterede på Danske Regioners generalforsamling.

Danske Regioner har lanceret udspillet ”Sundhed for alle - vision for et bæredygtigt sundhedsvæsen”. Udspillet er et oplæg til sundhedsvæsenets parter, som i fællesskab skal arbejde videre med at realisere hovedmålet i udspillet: En højere og bedre sundhedstilstand i hele landet for de ressourcer, der er til rådighed.

- Det er en høj ambition, det er vi klar over, men vi skal have høje ambitioner for det danske sundhedsvæsen. Det skylder vi både borgere og patienter, og vi er nødt til at handle i tide, fordi sundhedsvæsenet fremover vil blive gevaldigt udfordret. Det kræver, at vi skifter fokus fra behandling på hospitalerne til at se på den samlede leveringskæde i sundhedsvæsenet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner, som præsenterede udspillet på Danske Regioners generalforsamling 2017.

 

 

Mange flere syge

Udfordringerne består blandt andet i, at der bliver flere ældre, flere kronisk syge og flere borgere med flere sygdomme samtidig. Ifølge en ny analyse fra KORA vil der i 2025 være behov for over 173.000 fuldtidsansatte i regionerne mod knap 120.000 i dag, hvis sundhedsvæsenet skal kunne håndtere det stigende antal patienter.

- Vi skal have et meget stærkere fokus på at forhindre sygdom og forværring af sygdom. Derfor skal vi sætte tidligere og bedre ind, så raske borgere forbliver raske, og så syge borgere ikke bliver endnu mere syge. Det kræver et meget tæt samarbejde mellem hospitaler, praktiserende læger og kommunale sundhedstilbud, og det kræver, at én aktør tager et samlet ansvar, siger Bent Hansen.

Efterlysning fra statsministeren

På Danske Regioners generalforsamling i 2016 efterlyste statsminister Lars Løkke Rasmussen netop, at regionerne sikrer sammenhæng mellem de tre store aktører på sundhedsområdet.

- I regionerne er vi klar til at tage det ansvar, og derfor lancerer vi nu vores udspil. Det er en masterplan for sundhedsvæsenet, hvor vi i regionerne mener at kunne binde sundhedsvæsenet bedre sammen. Vi skal ikke kun være hospitalsejere, for vi skal væk fra den til tider lidt firkantede inddeling af sundhedsvæsenet, siger Bent Hansen og tilføjer:

- Derfor skal vi se mere fordomsfrit på, hvem der løser hvilke opgaver. Fx kan hospitalet med fordel have ansvar for specialiseret genoptræning af hjertepatienter, men hvor det er de kommunale sundhedscentre, der står for genoptræningen tæt på borgerens hjem – i tæt samarbejde med hospitalet. Vi skal finde de løsninger, som giver den mest værdi for borgeren, for folkesundheden og for samfundsøkonomien.

Blikket skal løftes

Danske Regioner vil nu gå i dialog med blandt andre læger, sygeplejersker, faglige organisationer og Christiansborg om, hvordan visionen for sundhedsvæsenet kan omsættes til virkelighed.

- Det handler om at løfte blikket, så vi ikke bare behandler den sygdom, der er lige foran os. Det er hospitalerne rigtig dygtige til, men med de udfordringer, der venter, er vi nødt til at sætte tidligere ind i fællesskab.

læs mere

Sundhed for alle

"Sundhed for alle” er Danske Regioners bud på en ny vej for det danske sundhedsvæsen. Det handler om at skabe et økonomisk, fagligt og organisatorisk bæredygtigt sundhedsvæsen.

generalforsamling 2017

Udspil, taler og video og fotos fra GF17

Få overblik over begivenhederne på Danske Regioners generalforsamling d. 6. april i Aarhus.

regioner.dk/gf17 finder du alle de udspil og rapporter, der blev lanceret i forbindelse med generalforsamlingen, og du kan se taler og debatter på video.

kontakt

Hvis du vil vide mere

Helene Skude Jensen, seniorkonsulent
Center for Sundhed og Sociale indsatser
T: 3529 8275
M: 3029 1474
E: hsj@regioner.dk

Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

læs mere

relaterede nyheder