Gå til indhold

Nej tak til centraliseret og djøf-styret sundhedsvæsen

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen er tilfreds med, at regeringen afviser et forslag fra DF om at afskaffe regionerne. Med tre måneder til regionsvalget er der ikke brug for den uro, som et forslag fra DF kunne skabe. Og et DJØF-vælde i København bør ikke erstatte demokratisk og direkte valgte regionalpolitikere, lyder det fra Danske Regioner.

- Gamle og velkendte synspunkter i en agurketid overrasker mig ikke. Sådan siger formanden for Danske Regioner. Meldingen kommer efter at Dansk Folkeparti i forbindelse med sit sommergruppemøde igen foreslår, at regionerne nedlægges. De skal ifølge partiet erstattes af et model med en udvidet Sundhedsstyrelse, altså en statsstyring med sundhedsministeren for bordenden og bestyrelser, hvor medlemmerne udpeges af partierne og ikke længere vil være direkte folkevalgte.

Gigant-styrelse i hovedstaden

- DF vil erstatte en demokrati-model med en DJØF-model. Partiet foreslår at centralisere sundhedsområdet med en ny gigant-styrelse i København – stik imod regeringens plan om at skabe udvikling i hele Danmark. Dansk Folkepartis model går ud på at erstatte det regionalt forankrede demokrati med bureaukratisk fjernstyring fra København - det er helt uforståeligt, siger Bent Hansen.

Han glæder sig derfor over, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby afviser DF’s forslag.

- Ministeren siger, at hun er tilfreds med de fremskridt, der er sket i regionerne på det seneste, og hun ønsker ikke at skabe uro om sundhedsvæsenets struktur. Det er en fornuftig reaktion overfor DF, siger Bent Hansen. 

Regionerne fremviser bedre resultater

- Den nuværende model skal ikke være statisk, men grundpillerne med folkevalgte i fem regioner, som har ansvaret for at levere hurtigere og bedre behandling og overholde budgetterne, er i bund og grund rigtige. Regionerne har i den seneste status her i foråret vist fremgang på 19 ud af 28 områder på sundhedsområdet. Så de fem regioner, vi har i dag, leverer på regeringens og Folketingets forventninger – også selvom der i ethvert sundhedsvæsen er områder, hvor man kan gøre det endnu bedre, påpeger Bent Hansen.

Han henviser til, at flere overlever kræft, færre får infektioner på hospitalerne og at flere patienter svarer, at de er tilfredse med at blive inddraget i behandlingen. 

- Der er ingen internationale erfaringer, der tyder på, at et statsligt styret sundhedsvæsen kan det samme, som vi kan i Danmark med folkevalgte regionsråd, der tager ansvar for vanskelige prioriteringer og står på mål for dem over for borgerne. Det er gratis at foreslå en afskaffelse af regionerne, men man skal ikke spille hasard med sundheden i Danmark, og Dansk Folkeparti skylder at forklare, hvor de finder de gode eksempler på statsligt styrede sundhedsvæsener, der gør det bedre end det danske, siger Bent Hansen.

Læs mere:

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Adam Wolf, administrerende direktør
Direktion
T:3529 8265
M:2024 2220
E:awo@regioner.dk

Torsten Ellermann Eriksen, presserådgiver
Kommunikation
M:4020 2057
E:tee@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere