Debatindlæg af Bent Hansen og Jens Stenbæk, hhv. formand og næstformand i Danske Regioner, bragt i Weekendavisen d. 17. februar 2017.

I årevis har regionerne styret og afregnet sygehusene efter, hvor ofte kniven er blevet ført, og hvor ofte patienten er mødt op til kontrol. Men flere kontroller og flere operationer skaber ikke altid mere sundhed. Og de må aldrig blive et mål i sig selv. I dag bliver sygehuset belønnet to gange for en patient, der bliver genindlagt. Men der er ingen belønning for at tage de ekstra skridt, som i samarbejde med kommunen og almen praksis kan forebygge en genindlæggelse.

Derfor går Danske Regioner ind for et paradigmeskift fra aktivitetsstyring til en værdibaseret styring af de danske sygehuse. Og der er tale om en politisk målsætning - ikke en teknokratisk afregningsmetode, som professor emeritus, Jørgen Grønnegaard fejlagtigt skrev her i sidste udgave af WA.

Regionerne er i fuld gang med at dreje opmærksomheden væk fra aktivitetsstyringen, men vi er bundet af den statslige styring af regionernes økonomi, som forudsætter en øgning af produktiviteten med to procent hvert år.

Vi har de sidste 10-15 år haft stor succes med at øge produktiviteten og nedbringe ventelisterne markant. Men meget tyder på, at øget sygehusaktivitet ikke altid skaber mere sundhed. Vi har derfor brug for en helt ny styringsmodel i sundhedsvæsenet for at løse morgendagens udfordringer. Den nye styringsmodel skal motivere til indsatser, der – på tværs af de enkelte aktører - skaber mest værdi for patienten, fremmer befolkningens sundhed og øger den samlede effektivitet i sundhedsvæsenet. Det er dén model, vi kalder værdibaseret styring.

Vi hører stadig oftere fra læger og sygeplejersker, at den nuværende aktivitetstyrede finansieringsmodel ikke duer. Den belønner noget forkert: Aktivitet uden skelen til kvalitet. Et eksempel: Med en ny hjertemåler har Rigshospitalets hjertecenter reduceret antallet af kontrolbesøg. Godt for patienterne, godt for det travle personale, men skidt for afdelingens økonomi, fordi færre kontrolbesøg betyder lavere aktivitet og dermed en manglende opfyldelse af kravet om højere produktivitet. Det er der ikke meget melodi i, og det skal vi lave om på.

Vi skal sikre, at vores styring ikke skaber unødigt spild, hvor patienten bliver indkaldt flere gange uden grund eller får operationer, hvor en genoptræning kunne give mere effekt. Vi skal sikre, at styringen motiverer til tættere samarbejde mellem sygehuset, praksissektoren og kommunen – i stedet for at motivere hver sektor til at optimere sin del af forløbet på andres bekostning. Og vi skal sikre, at vi inddrager patientens vurdering af eget helbred i tillæg til den professionelle kliniske vurdering.

Med den tilgang kan vi se på, hvad patienten får ud af en operation: Kan man motionere igen efter et indgreb i knæet? Kan man løfte sit barnebarn efter en skulderoperation? Er man fri for angst efter et langt kræftforløb? Det er værdien for patienten, vi skal bruge som rettesnor, ikke antallet af operationer eller kontroller.

Den værdibaserede tilgang er forholdsvis ny, og den præcise udmøntning vil være forskellig fra område til område. Der er forskel på knæoperationer, ambulatoriekontroller af patienter med kroniske sygdomme og akutafdelinger. Og styringen skal tilpasses de forskellige typer af sygehusaktivitet for at fremme det samlede formål: Mest mulig værdi for patienten.

Der er ikke nogen facitliste til, hvordan vi i regionerne indretter styringen af de enkelte sygehuse og afdelinger. Vi afprøver for tiden en bred vifte af værdibaserede styringsformer, ligesom vi henter inspiration fra udlandet. Og i regionerne er vi helt enige i, at værdibaseret styring ikke skal udvikle sig til store, uoverskuelige regnemodeller. Men vi kommer ikke videre med udformning af den værdibaserede styring, hvis ikke vi fjerner de barrierer, som i dag forhindrer os i at gøre det rigtige.

I regionerne vil vi til enhver tid stå på mål for at skabe mere og bedre sundhed for pengene. Det har vi leveret år efter år. Men vi skal videre fra at fokusere så ensidigt på aktivitet.
Det ser heldigvis ud til, at der er bred forståelse for et paradigmeskifte. Både på Christiansborg og blandt patient- og personaleorganisationer. Men mange spørger, hvad vi vil sætte i stedet. Og vi vil ikke erstatte den nuværende styring med det teknokratiske monster, som Jørgen Grønnegaard beskriver. Derfor er det også en misforståelse, at der skal være et detaljeret styringssystem klar, før statens produktivitets og aktivitetskrav fjernes. I dag har vi patientrettigheder, der forhindrer, at vi får ventelister, og vi har otte nationale kvalitetsmål med tilhørende indikatorer, som vi rapporterer om løbende. Vi ønsker at stå på mål for sundhedsvæsenets effektivitet, men vi har brug for friere rammer fra statens side for at blive endnu mere effektive.