Antallet af kræftpakkeforløb stiger voldsomt, og regionerne er meget opmærksomme på udfordringerne. Tættere regionalt samarbejde, ny teknologi og uddannelse af mammografiassistenter skal afhjælpe presset.
Færre danskere dør af kræft
De seneste 10 år er kræftdødeligheden faldet hvert eneste år. Også i 2015 døde færre danskere af en kræftsygdom, viser nye tal, og kræftdødeligheden er dermed rekordlav. "Kræftpakker og en stærk prioritering af området bærer frugt", siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
I 2015 døde 241 ud af 100.000 danskere af en kræftsygdom. Det er det laveste antal nogensinde. I 2005 døde 274 ud af 100.000, hvilket betyder 12 procent færre dødsfald på 10 år. Det viser nye tal fra Dødsårsagsregistret.
De markant færre dødsfald som følge af en kræftsygdom sker, samtidig med at sygehuse og læger opdager stadigt flere kræfttilfælde. I 2015 fik 626 ud af 100.000 danskere konstateret kræft mod 568 i 2005. En stigning på 10 procent.
- Det er det her, vores sundhedsvæsen skal måles på: Hvor godt gør vi det for patienterne? Og på kræftområdet gør vi det bedre og bedre til glæde for både patienter og pårørende. Personalet på de onkologiske afdelinger gør en forbilledlig indsats, og i regionerne og i Folketinget har vi satset benhårdt på at forbedre kræftindsatsen gennem nyt udstyr, politiske kræftplaner og skræddersyede kræftpakkeforløb, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Kræftpakker virker
Kræftpakkerne har vist sig at gøre en tydelig forskel, viser ny forskning fra Aarhus Universitet og Kræftens Bekæmpelse. Pakkeforløbene blev indført for knap 10 år siden med det formål at forbedre patienternes prognose, øge livskvaliteten og mindske utrygheden forbundet med ventetid. Forskningsprojektet, som blev offentliggjort for nylig, har kortlagt ventetiden fra første besøg hos den praktiserende læge, til patienten har en endelig diagnose. Kræftpakkerne forkorter ventetiden, fører til hurtigere afklaring og øger patienternes tilfredshed, konkluderer projektet.
- Hurtig afklaring er alfa og omega, specielt når vi taler om en potentielt dødelig sygdom. Kort ventetid forbedrer sandsynligheden for at sætte ind i tide, og det giver en ro, som patienter og pårørende har krav på. Og når vi kan behandle med nye strålekanoner og skræddersyet medicin, skaber vi de afgørende fremskridt for patienterne, siger Bent Hansen.
Mindre regionale forskelle
De forskelle, der stadig er på udredning og behandling af nogle kræfttyper på tværs af regionerne, arbejdes der fortsat på at udbedre.
- Det er et af regionernes stærkeste fokuspunkter, og vi begynder at kunne se mindre regionale forskelle. Sådan skal det være. Der er et tæt samarbejde på tværs af regionerne, så patienter også behandles over regionsgrænser, for borgerne skal have den samme, gode kræftbehandling, hvad enten man bor midt i en stor by eller midt ude på landet, siger Bent Hansen.
Læs mere:
Styrket indsats mod kræft (nyhed om øgede midler til kræftområdet, november 2016)