Danske Regioner og regeringen har lavet en aftale om regionernes økonomi for 2024. Det blev en meget stram aftale, som sikrer, at regionerne holder skindet på næsen det næste år.
Sundhedsområdet skal tilføres penge fra sund dansk økonomi
Dansk økonomi er i fremgang, og der er penge at bruge frem mod 2025, konkluderer de økonomiske vismænd i ny rapport. Brug en del af pengene på bedre hjælp til de millioner af patienter, som hvert år er i kontakt med sundhedsvæsenet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
I alle år frem mod 2025 vil den danske økonomi vokse med godt to procent, og de offentlige finanser er mere end holdbare. Det konkluderer de økonomiske vismænd i en ny rapport, som er offentliggjort i dag. Rapporten kommer samme dag, som regeringen vil præsentere en ny 2025-plan, hvor det økonomiske råderum opgøres til 50,6 mia. kroner i 2025. Regeringen vil lade det offentlige forbrug vokse med 0,3 procent i alle årene.
- Det er godt nyt for danskerne, at landets økonomi er bedre end længe set. For mig er konklusionen klar: En god portion af det økonomiske råderum skal bruges på velfærd. Regeringen taler højt og flot om, hvor vigtigt sundhedsområdet er, og nu har man virkelig muligheden for at sætte handling bag ordene til glæde for patienterne, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.
Sundhed er vigtigst for danskerne
Danske Regioner og regeringen forhandler i øjeblikket om regionernes økonomi for 2018. Der har været afholdt to politiske forhandlingsmøder, og der forhandles igen i Finansministeriet på torsdag. Indtil videre er der lang vej til en aftale.
- Hospitalerne og sundhedsvæsenet havner igen og igen allerøverst, når danskerne ranglister de vigtigste velfærdsområder, og der er i den grad brug for flere midler. Sidste år var 2,8 millioner danskere forbi et hospital, og personalet har rigtig travlt mange steder. Når vi stadig skal sørge for god og specialiseret behandling, skal pengene følge med, siger Bent Hansen og tilføjer:
- På patienternes vegne sætter jeg min lid til, at regeringen for alvor erkender, at sundhedsvæsenet er presset. Der kommer flere og flere patienter, medicinen er dyr, hospitaler skal moderniseres, og vi står over for at oprette helt nye, særlige tilbud til alvorligt psykisk syge. Regeringen må bide til bolle og finde de nødvendige penge til sundhedsvæsenet.
Læs mere:
- Dansk Økonomi, forår 2017 - rapport fra Det Økonomiske Råd (fra dors.dk)