Gå til indhold

Fremtidens sundhedsvæsen er Borgernes Sundhedsvæsen

Danske Regioner inviterede fredag d. 1. september til konference om Borgernes Sundhedsvæsen og satte fokus på borgernes forskellige udgangspunkter, forventninger og behov i fremtidens sundhedsvæsen.

- Hvem er fremtidens borgere, hvad efterspørger de, og hvor skal vi møde dem i morgendagens sundhedsvæsen?

Formand for Danske Regioner Bent Hansen åbnede konferencen ”Hvem, Hvad, Hvor?” med at stille spørgsmål til de inviterede repræsentanter for patienter og medarbejdere. Konferencen er en del af arbejdet med Borgernes Sundhedsvæsen, der begyndte i 2015, da regionerne, Danske Regioner, KL og 14 sundhedsfaglige organisationer og patientforeninger lancerede en fælles erklæring om at arbejde for et sundhedsvæsen, hvor borgernes viden, behov og præferencer er udgangspunktet i ethvert forløb.

Lad patienten se solen gå ned

I sin velkomst gav Bent Hansen eksempler på den kultur, der følger med et sundhedsvæsen, hvor borgernes behov og præferencer er udgangspunktet.

- Det er den kultur, der fylder, når personalet sørger for at opfylde en terminal patients ønske om at nyde en solnedgang på altanen, et glas køligt hvidvin – og nå ja, en cigaret - i selskab med familien, sagde formanden.

Han påpegede, at opgaven med inddragelse af borgeren ikke bliver mindre i fremtiden, og understregede vigtigheden af at anerkende borgernes forskellige behov.

- En af de centrale pointer er, at vejen til sundhed ikke er ens for alle, men afhængig af den enkelte borgers behov og vilkår. Vi skal med andre ord turde behandle patienterne forskelligt for at behandle dem lige.

Doktor Google er en medspiller - ikke en modspiller

Formanden påpegede også, at det er vigtigt, at sundhedsvæsenet er på forkant og imødekommer de ”it-indfødte generationer, der er vant til at konsultere doktor Google, og som måske helst kommunikerer i beskeder på 140 tegn”.

Dansker Regioner havde inviteret til politisk debat blandt formænd fra patient- og fagforeninger.

De blev inspireret af minister for offentlig innovation, Sofie Løhde, der holdt oplæg om regeringens sammenhængsreform for den offentlige sektor med fokus på styring og nudging. Her udover talte Lars Sandahl Sørensen fra SAS om lufthavnsindustriens arbejde med passagers valg og fravalg. 

Repræsentanterne brugte tiden på at kigge ind i fremtiden og debattere, hvordan de forskellige patienters forskellige forventninger bedst kan imødekommes. På konferencen blev der også lanceret et magasin, der samler de indsatser og initiativer, der arbejdes med i forbindelse med Borgernes Sundhedsvæsen.

Læs mere:

Hvem er fremtidens borgere i sundhedsvæsenet?

Kort film om fem patienttypers forskellige behov i sundhedsvæsenet.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere