Danske Regioner holder generalforsamling 22. marts
Hvordan sørger vi for, at personer med psykisk sygdom får den bedst mulige hjælp, og hvordan fordeler vi sundhedsopgaverne bedre mellem regioner, kommuner og praktiserende læger?
Torsdag den 22. marts vil omkring 400 regionsrådspolitikere, ministre, folketingsmedlemmer, repræsentanter fra sundheds- og patientorganisationer og mange flere fylde Centralværkstedet i Aarhus til Danske Regioners årlige generalforsamling.
Her vil de diskutere fremtidens sundhedsvæsen: Vi bliver flere kronisk syge og flere med mere end én kronisk sygdom. Det lægger et gevaldigt tryk på både hospitaler og praktiserende læger. Samtidig kæmper flere og flere danskere med psykiske problemer, som stiller store krav til, at sundhedsvæsenet sætter tidligere ind. Så hvordan indretter vi sundhedsvæsenet bedst muligt til at håndtere kravene?
Danske Regioner vil præsentere nye udspil på dagen, og efter generalforsamlingen vil Danske Regioners nye bestyrelse vælge et nyt formandskab og fordele udvalgsposter. Bent Hansen takker af som formand efter at have bestridt posten siden regionernes dannelse i 2007.
Læs mere: Danske Regioners Generalforsamling 2018