sundhed for alle

Ulighed i sundhed skal højere op på den politiske dagsorden

tema

Ulighed i sundhed

Sundhed og sygdom er skævt fordelt i Danmark. Ulighed i sundhed betyder eksempelvis, at en borger med kort uddannelse lever omkring 10 år kortere end en borger med en videregående uddannelse. Det skyldes et kompliceret mix af sociale forhold, familiemønstre og uddannelse.

I Danske Regioner arbejder vi for at få bekæmpelse af ulighed i sundhed højere op på den politiske dagsorden. Ulighed i sundhed skal reduceres gennem en bred og ambitiøs forebyggelsesindsats, der også involverer andre sektorer end sundhedsvæsenet. Det kan fx være børne-, social-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet.

Danske Regioners tilgang til ulighed i sundhed har tre vinkler:

Regionerne har en afgørende rolle i den forebyggelsesindsats, der systematisk, tværgående og målrettet forebygger sygdomme og lidelser.

Det er regionernes ansvar, at ulighed i sundhed ikke forstærkes i mødet med sundhedsvæsenet, men at vi på hospitalerne og i praksissektoren tilpasser indsatsen til den enkelte.

Regionerne er en særlig opsøgende og støttende rolle i forhold til udsatte borger, der ikke selv tager kontakt til sundhedsvæsenet, selvom de har behov for en indsats i sundhedsvæsenet. 

Udfordringerne

I Danmark lever en person med kort uddannelse ca. 10 år kortere end en person med lang uddannelse. Ulighed i sundhed opstår som følge af forskelle i levevilkår fx i form af forskelle i indkomst, uddannelse, sociale netværk og boligstandard.

Levevilkår påvirker sundhedsadfærd. Derfor er der også sociale forskelle i sundhedsadfærd fx i form af forbrug af tobak, alkohol, usund kost samt forekomst af stress, fysisk nedslidning og ulykker.

Sundhedsadfærd påvirker udvikling af sygdom. Det er en del af forklaringen på, hvorfor der er sociale forskelle mellem grupper i samfundet i sygdom og dødelighed.

Ulighed i sundhed betyder, at mennesker med kort uddannelse har større sandsynlighed for at få især multisygdom, kroniske sygdomme som knogleskørhed, KOL, diabetes, hjertesygdom, blodprop i hjernen, slidgigt og vedvarende psykisk sygdom end mennesker med lang uddannelse. Og mange af sygdommene kunne have være forebygget.

Ulighed i sundhed har en geografisk dimension, fordi der via bolig- og arbejdsmarkedet sker en selektion i befolkningen på baggrund af deres indkomst og uddannelsesniveau. Det betyder fx, at der i Danmark er store forskelle i middellevetid fra et geografisk område til et andet. Fx kan middellevetiden variere med 10 år mellem to bydele med få kilometers afstand.

eksempler på indsatser mod ulighed i sundhed

Det vil regionerne

Danske Regioner vil opfordre til, at alle aktører, der kan medvirke til at skabe lighed i sundhed, slutter sig til alliancen mod ulighed i sundhed. 

Regionerne foreslår, at der indføres en folkesundhedslov, der sikrer, at forebyggelse tænkes ind på tværs af alle politikker og velfærdsområder med forbillede fra Norge og WHO.

Regionerne vil tilpasse indsatsen i svangreomsorgen til familiernes behov og rette et særligt fokus på sårbare familier. Det indebærer flere partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og tværgående indsatser for sårbare gravide.

Det indebærer et styrket fokus på tilknytningen mellem barnet og forældrene herunder at forebygge efterfødselsreaktion gennem en tilpasset forebyggende indsats allerede i graviditeten.

Regionerne mener, at sundhedsplejerskerne er centrale i forebyggelsesindsatsen målrettet børn og unge. Sundhedsplejersken kan være med til at opspore mistrivsel og være bindeled mellem hjemmet, daginstitutionen, skole, almen praksis og det specialiserede sundhedsvæsen, når der er behov for det. Derfor bør indsatsen i sundhedsplejen fortsat prioriteres og styrkes gennem et godt samarbejde med almen praksis og i visse tilfælde psykiatrien og det specialiserede sundhedsvæsen. 

Regionerne vil bidrage til, at flere gennemføre en ungdomsuddannelse fx gennem projekter som ”FAST” fra Region Sjælland, der har fokus på trivsel og fastholdelse af unge på erhvervsuddannelser gennem trivselsmåling via app og opfølgning.  

Regionerne mener, at prisen på en pakke cigaretter, skal sættes op til 80 kroner. Det vil være et markant og historisk tiltag for mere lighed i sundhed.

Regionerne vil sammen med kommuner og uddannelsesinstitutioner danne flere partnerskaber om røgfri uddannelser.

Regionerne vil tilvejebringe viden om, hvilken indsats kommuner og almen praksis kan stille til rådighed for børn, unge og deres familier, når overvægt og risiko for overvægt opspores.

Regionerne vil sætte ekstra fokus på børn til forældre med type 2 diabetes gennem familierettede indsatser.

Regionerne vil tilbyde sundhedstjek til alle borgere, der bor på et botilbud. 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Helene Skude Jensen
Kontakt

Hvis du vil vide mere

Søren Rasmussen,
Presserådgiver
T -
M 9116 8823
E srs@regioner.dk
Søren Rasmussen
relaterede nyheder

Læs mere