Gå til indhold

Åbent Hospital på Regionshospitalet Gødstrup 2025

Kom til Åbent Hospital på Regionshospitalet Gødstrup søndag d. 7. september fra kl. 11-14. Se og mærk, hvordan hospitalets rum og omgivelser er skabt til at gøre godt.

På Regionshospitalet Gødstrup har rum, kunstværker og kulturindsatser det samme formål: at fremme mental og fysisk sundhed for patienter, pårørende og personale. 
Hospitalet slår derfor i år dørene op til Åbent Hospital under temaet ’Kunst og Kultur som Sundhedsfremme’.

Her kan du blandt andet se de nyanlagte terapiterrasser, der skal give vores intensivpatienter og deres pårørende mulighed for et frirum midt på hospitalet.

Du kan også besøge en af vores otte sansestuer for fødende, blive klogere på vores nye interaktive skadestue for børn i Akutmodtagelsen og lytte til en lydrejse designet til at understøtte mennesker i sorg.  

Du kan også høre om, hvordan kunst og kultur har positive effekter på vores fysiske og psykiske sundhed. Se og få historien om det store kunstværk i foyeren og det særlige refleksionsrum, Pietas Pavillonen, og meget, meget mere. 

Og så kan du selvfølgelig møde vores dedikerede sundhedspersonale, der hver dag arbejder for at møde patienter og pårørende som hele og sansende mennesker.

Vi glæder os til at se dig! 

Tid: kl. 11-14
Sted: Regionshospitalet Gødstrup, Hospitalsparken 15, 7400 Herning
Mere info: Se praktisk information hos Regionshospitalet Gødstrup om program for dagen, parkering, mad og drikke.