Gå til indhold

Hvad indeholder sundhedsreformen?

Sundhedsreformen skal bl.a. sikre bedre lægedækning, integration af somatik og psykiatri og mere nærhed og sammenhæng i behandlingen.

Regionerne spiller en central rolle i at realisere reformens ambitioner. Danske Regioner arbejder målrettet for at sikre, at nye opgaver løftes med høj faglighed og kvalitet – og at borgerne oplever et sundhedsvæsen, der er tilgængeligt, sammenhængende og trygt. Vi har samlet nogle af reformens centrale elementer herunder.

Lægedækning

Sundhedsreformen har som centralt mål at sikre en mere lige adgang til lægehjælp i hele landet – uanset hvor i landet man bor. Sådan er det ikke i dag. Vi har ubalance i lægedækningen, og det rammer særligt dem, der har mest brug for sundhedsvæsenet. Med sundhedsreformen tager vi et fælles ansvar for at sikre mere lige adgang til lægehjælp i hele landet og konkrete skridt mod et mere lige sundhedsvæsen.


Ligestilling af psykiatri og somatik

Reformen lægger op til en integration og ligestilling af somatikken og psykiatrien. Det skal sikre en mere sammenhængende indsats, så patienter med både fysisk og psykisk sygdom får den rette behandling af høj kvalitet i tide.

Med sundhedsreformen og 10-års planen bliver der investeret i psykiatrien. Der er fokus på at styrke psykiatrien gennem bl.a. rekruttering af flere speciallæger og bedre samarbejde mellem sektorer.

Målet er bedre behandling, hurtigere udredning og en psykiatri, der i højere grad imødekommer behovene hos både patienter og personale.

Regionerne får nye sundhedsopgaver

Med reformen samles ansvaret for en større del af sundhedsopgaven hos regionerne, som fra 2027 får nye og udvidede opgaver. Det drejer sig om:

  • Akutsygepleje, som skal sikre hurtig og kvalificeret hjælp tæt på borgeren.
  • Sundheds- og omsorgspladser, der tilbyder midlertidige ophold med sundhedsfaglig støtte.
  • Specialiseret genoptræning, især inden for neurologi og komplekse forløb.
  • Patientrettet forebyggelse, hvor tiltag skal forbedre livskvalitet, mindske forværring af sygdom og reducere behovet for hospitalsbesøg for især borgere med kronisk sygdom.

Kronikerpakker

Med reformen indføres kronikerpakker, der skal sikre en bedre og mere sammenhængende behandling af høj kvalitet til borgere med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjertesygdomme. Formålet er at styrke kronikerområdet og understøtte, at danskere med kronisk sygdom kan leve et godt og langt liv med deres sygdom. Pakkerne skal også bidrage til, at mennesker med kroniske lidelser får bedre forudsætninger for at håndtere egen sygdom, så den ikke forværres.

Folkesundhedslov

Reformen understøttes af en ny folkesundhedslov, som skal styrke forebyggelse og sundhedsfremme på tværs af sektorer, politikområder og velfærdsområder. Loven skal bidrage til at mindske social og geografisk ulighed i sundhed og skabe gode rammer for trivsel og fællesskaber.

Danske Regioner har sammen med 71 andre organisationer stået bag forslaget om en folkesundhedslov.

Læs: Danske Regioners ønsker til den kommende folkesundhedslov