Hvis vi lykkes med arbejdet i sundhedsrådene, vil kvaliteten ikke længere være væsensforskellig fra Harboøre til Hillerød. Vi vil opnå en bedre balance mellem den højt specialiserede behandling på hospitalerne og den nære sundhed tæt på borgerne.

Man vælger hvor man vil leve. Ikke hvor man vil være syg

Men. For der er et men: En ting er et sundhedsvæsen i balance. Noget andet er et samfund i balance. For de største forskelle i vores livsforudsætninger skabes ikke på hospitalerne – de skabes i hverdagen. Af vores adgang til arbejde, til uddannelse, til transport og fællesskaber.

Og selvom jeg er formand for en region, der har ansvar for drive et effektivt sundhedsvæsen, ved jeg godt, at de færreste danskere, bosætter sig efter, hvor de helst vil være syge. Vi bosætter os naturligvis der, hvor vi gerne vil leve.

Mennesker bygger deres liv der, hvor man kan uddanne sig, hvor man kan arbejde og der hvor vi nemt kan komme ud og hjem til igen. Et samfund i balance har brug for stærke ungdomsuddannelser, god infrastruktur og attraktive arbejdsliv alle steder af landet.

Som politikere og myndigheder skal vi gøre det muligt at vælge, hvor man vil bo. Ikke blot fravælge, hvor det er umuligt at leve.

Udviklingen skal vendes

Men lige nu går udviklingen den gale vej. Over halvdelen af befolkningen bor i København og de større provinsbyer – og det er kun omkring hovedstaden, at antallet af unge er stigende.  

Samtidig bliver gymnasierne i stigende grad fyldt med elever, som ligner hinanden, når vi sammenligner dem ud fra forældrenes indtægt. Og i den kollektive trafik smuldrer passagergrundlaget, så trafikselskaberne må begrænse antallet af afgange eller helt nedlægge ruterne.

Man kan kalde det naturlig udvikling, eller man kan råbe vagt i gevær. Jeg vælger det sidste. For hvis vi skal have et Danmark i balance, må vi tale om, hvad det indebærer. Balance i sundhedsvæsenet er en af de helt store forudsætninger, og der er vi på vej.

Men lad os tage hul på resten af diskussionen også. Hellere nu end i morgen.