Gå til indhold

Hvordan vælges Danske Regioners bestyrelse efter regionalvalget?

Danske Regioner er de fem regioners interesseorganisation og ledes af en politisk valgt bestyrelse, som er sammensat af 17 medlemmer. I spidsen for Danske Regioners bestyrelse står et formandskab.

På baggrund af de enkelte partiers stemmetal på landsplan til regionalvalget fordeles de 17 pladser i Danske Regioners bestyrelse efter d'Hondts metode.

Danske Regioners bestyrelse og formandskab vælges formelt på det konstituerende bestyrelsesmøde i Danske Regioner. Det konstituerende bestyrelsesmøde afholdes i umiddelbar forlængelse af Regionernes Politiske Topmøde den 26. marts 2026. Det vil sige, at den nuværende bestyrelse og det nuværende formandskab fortsætter frem til topmødet.

Ved valget til Danske Regioners bestyrelse, kan der - i modsætning til regionalvalget - ikke indgås valgforbund.

Hvad er d'Hondts metode?

D’Hondts metode bruges til at fordele pladserne i Regionsrådene. Disse pladser bliver også kaldt mandater, og metoden sikrer, at partierne får mandater i forhold til hvor mange stemmer, de har fået.

D’Hondts metode fungerer sådan, at hver partis stemmetal skrives op, og det parti, som har fået flest stemmer, får det første mandat. Når dette mandat er givet, halveres partiets stemmetal. Hvis partiet stadig har flere stemmer end de øvrige partier efter halveringen, vil det også få det næste mandat. Hvis det derimod er det næststørste, der har flest stemmer nu, vil de få det næste mandat. Sådan fortsætter det, indtil alle mandaterne er givet ud.