Ny aftale med fodterapeuter sikrer højere kvalitet for patienter

Danske Regioner og Danske Fodterapeuter har netop indgået en ny overenskomstaftale. Med aftalen får patienterne generelt højere kvalitet, og diabetespatienter får bedre vejledning om fodsårsbehandling, siger Bo Libergren, chefforhandler for Danske Regioner

Højere kvalitet, bedre samarbejde med resten af sundhedsvæsenet, større sikkerhed mod dårlig behandling og styr på økonomien. En ny overenskomstaftale mellem Danske Regioner og Danske Fodterapeuter indeholder en række forbedringer for patienterne. Den nye aftale løber fra 1. oktober 2017 til 1. oktober 2020 med en årlig økonomi på 123,6 millioner kroner.

Bo Libergren, chefforhandler for Danske Regioner og næstformand i Løn- og Praksisudvalget, er på patienternes vegne glad for aftalen.

- Behandlingskvaliteten hos fodterapeuterne er i forvejen høj, men nu løfter vi kvaliteten endnu en tak. Den Danske Kvalitetsmodel kommer nu også til at spille en rolle i fodterapeuternes arbejde, og det gør, at patienterne i endnu højere grad kan vide sig sikre på kompetent behandling, siger han og tilføjer:

- Særligt diabetespatienter kan se frem til endnu mere specialiseret behandling hos fodterapeuterne. De vil få bedre vejledning i, hvordan de forebygger fodsår, og muligheden for behandling af fodsår fodbedres. På den måde skaber vi bedre sammenhæng i behandlingen for patienterne.

I 2016 var 140.696 patienter i fodterapeutisk behandling, heraf var 111.373 diabetespatienter.

Hovedpunkter i aftalen:

Kvalitet

Den Danske Kvalitetsmodel implementeres i fodterapipraksis i en særligt tilpasset version. Samtidig er det aftalt, at Danske Fodterapeuter deltager i det delprojekt om Værdibaseret Styring vedrørende diabetes, der kører i Region Nordjylland. Fodterapeuterne opfordres desuden til at deltage i forsøg med telemedicin i Region Hovedstaden.

Forebyggelse

Der er aftalt en række tiltag i behandlingen af diabetespatienter: Fx bedre vejledning om forebyggelse af fodsår og modernisering af det faglige skema over patienters fodstatus.

Sammenhæng

Der er aftalt et sæt etiske retningslinjer, der sætter rammerne for fodterapeuternes arbejde i et sammenhængende sundhedsvæsen. Fodterapeuterne forpligtes til at lægge oplysninger om diabetespatienternes fodtilstand ind i en database, så oplysningerne kan anvendes af andre behandlere.

Patientsikkerhed

En ny bestemmelse giver mulighed for sanktionering (fx fratagelse af ydernummer) i situationer, hvor en behandler er dømt for (grove) strafbare forhold, som ikke er begået ifm. erhvervsudøvelsen, men som kan have relevans for den tillid og den agtelse, en behandler skal vise sig værdig til.

Læs mere: Aftale mellem Danske Regioner og Danske Fodterapeuter (pdf)

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Bo Libergren
Næstformand for Løn- og Praksisudvalget, regionsrådsmedlem
M:29201800
E:bo.libergren@rsyd.dk

 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Læs mere

Relaterede nyheder

Ny aftale sikrer hurtig udredning og behandling for alle patienter

Danske Regioner og Sundhed Danmark har indgået en ny toårig aftale for landets privathospitaler. Aftalen betyder blandt andet, at astma-, høfeber- og tarmpatienter udredes og behandles hurtigere. Aftalen træder i kraft 1. september 2017.

Læs mere

Enden er nær for omstridt produktivitetskrav

Senest i foråret 2018 skal der ligge konkrete forslag til, hvordan sundhedsvæsenet fremover skal styres. Regeringen præsenterer i dag det udvalgsarbejde, som skal finde løsningerne. På tide at regeringen endelig erkender behovet – men lad nu være med at opfinde et nyt, bureaukratisk styringsregime, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Læs mere

Anbefalinger klar for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

Færre patienter skal falde mellem to stole i sundhedsvæsnet og flere skal hjælpes i eget nærmiljø og undgå indlæggelser. Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, bestående af KL, Danske Regioner og staten, er nu klar med 20 konkrete anbefalinger til, hvordan det nære sundhedsvæsen skal udbygges til gavn for patienterne.

Læs mere

Historien om de uproduktive 2 procent i sundhedsvæsenet

Kravet til mere og mere aktivitet på hospitalerne består, selvom et samlet sundhedsvæsen kæmper for at afskaffe aktivitetsræset. 2-procents-elefanterne vælter rundt i hospitalets glasbutik, mens et folketingsflertal tilsyneladende holder sig for øjne og ører, skriver Danske Regioners formandsskab.

Læs mere