Gå til indhold

Forurenet jord i Kina kan give flere danske arbejdspladser

Dansk delegation samarbejder for at hjælpe Kina med at få styr på forurening. Danske erfaringer med kortlægning af forurenet jord kan bruges i Kina, til gavn for Kinas miljø og danske firmaer

Kineserne er ved at forstå, at de må gøre noget ved årtier med en industri, der har braget løs uden særlig tanke for miljøet. Op mod halvdelen af jorden i visse provinser er forurenet, og da kineserne strømmer til de hastigt voksende byer, bør en stor del af jorden renses, før arealerne bebygges. Frem til 2020 regner myndighederne i Kina med at deres byer vokser med ikke færre end 100 millioner indbyggere.

Af samme grund ventes de kinesiske myndigheder snart at vedtage den første egentlige lov om jordforurening i det kæmpe land.

Behov for at oprense kinesisk jord vil boome
Repræsentanter fra dansk erhvervsliv, regioner og universiteter håber af samme grund, at en kinesisk konference om emnet, CIEPE 2015 i Nanjing, vil føre til nye ordrer og flere danske arbejdspladser.

Herhjemme er markedet for rensning af forurenet jord stagneret. Samtidig vurderer det amerikanske rådgivningsfirma BCC Research, at det kinesiske marked vokser til årligt at udgøre næsten 60 milliarder kroner om fem år.

IT-løsninger kan kortlægge jordforurening
Det er blandt andet når det gælder IT-løsninger til registrering af forurenet jord, at danske virksomheder har en chance for at eksportere know-how. Herhjemme har vi i 30 år gjort os erfaringer med kortlægning og oprensning af forurenet jord, og løsningerne er ofte fundet i et samarbejde mellem det offentlige og det private erhvervsliv.

- Vi har gjort meget i regionerne for at bugt med de alvorligste konsekvenser af forurenede grunde, og hvis noget af den erfaring kan bruges i Kina, så er det godt både for miljøet og for danske firmaer, siger Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner.

Den internationale miljø-konference i Kina finder sted den 19. og 20. november 2015, og udover universitets- og virksomhedsrepræsentanter deltager medarbejdere fra Danske Regioner, Region Midtjylland og Region Hovedstaden i konferencen.