Gå til indhold

Regionernes fælles strategi for indkøb frem mod 2025

Regionerne har udarbejdet en ny indkøbsstrategi til 2025. Strategien skal sikre, at regionerne bliver endnu bedre til at købe de produkter, der har værdi for patienterne og gavner klimaet. Herudover skal der fremover være mindst seks måneders forbrug af kritiske værnemidler og testmaterialer på lager, så vi er rustet til fremtidige epidemier.

Køreplanen er klar til 2025

Regionerne indkøber hvert år for 30 mia. kr. varer og tjenesteydelser til bl.a. landets hospitaler. Hvordan regionerne bruger dem, har stor betydning for patienterne, klimaet og bundlinjen i sundhedsvæsenet. Med strategien ønsker regionerne at opnå:

  • At værdiskabende indkøb skal rulles ud med mindst 30 pilotprojekter

30 nye pilotindsatser, der skal gøre regionerne endnu bedre til at købe det, der giver mest værdi for patienterne. De succesfulde indsatser skal derefter bredes ud til hele landet. F.eks. kan et dyrere og mere bæredygtigt produkt vise sig at spare omkostninger på langt sigt.

  • At grønne indkøb skal være normen

Regionerne ønsker også at bidrage til den grønne omstilling af Danmark. Derfor vil regionerne stille flere miljøkrav til de virksomheder, der leverer produkterne, f.eks. at nedbringe mængden af plastemballage.

  • At der opnås forsyningssikkerhed på kritiske varer

Corona-epidemien har medført et nyt fokus på forsyningssikkerheden. Derfor vil regionerne sikre, at der fremover er seks måneders løbende forbrug af kritiske værnemidler og testmaterialer på lager, når en epidemi rammer Danmark. Lagret skal bl.a. sikres via længerevarende aftaler om garanteret køb med eksisterende udenlandske leverandører og aftaler med danske virksomheder, der starter ny produktion op.

  • At der opnås besparelser for 1 mia. kr.

Besparelsen skal bl.a. hentes ved at gøre udbud billigere at gennemføre, bruge nye digitale løsninger og købe mere ind sammen.

Læs mere: