Region Midtjylland vinder pris som verdens bedste indkøber
Det gør en forskel for kloden, når virksomheder og offentlige organisationer køber mere bæredygtigt ind. Region Midtjylland gør det så godt, at regionen netop er løbet med førstepladsen som Verdens Bedste Indkøber 2023.
Det handler om storindkøb af såkaldte engangsbronkoskoper, der bruges på hospitaler til at kigge ind i patienters luftveje. Her har regionen udviklet en model for udbud, som fremmer bæredygtighed som et konkurrenceparameter.
HOSPITALSPRODUKTER SOM ER BEDRE FOR MILJØET
Formålet med scoringsmodellen er at identificere hvilke produkter, der er bedre for miljøet og bruger færre ressourcer. Modellen viser, hvordan produktet påvirker miljøet, hvilke materialer de er lavet af, hvordan de er pakket ind samt producenternes oplysninger om vægt og materialer.
Modellen kan skaleres til andre produkter. Region Midtjylland har allerede udpeget 126 andre produkter, der kan være relevante. Modellen er open source og stilles til rådighed til andre offentlige organisationer og kommuner til deres indkøb.
Alle fem regioner arbejder med at omstille hospitalerne til mere bæredygtig drift via indkøb - uden at gå på kompromis med kvalitet, arbejdsmiljø eller patientsikkerhed.
Prisen blev uddelt den 16. november af Etisk Handel Danmark, IKA - foreningen af offentlige indkøbere, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.