Forskelle i kræftbehandling skal undersøges

Enhver kræftpatient skal have den samme, gode behandling, uanset hvor i landet man bor.

 Alle kræftpatienter har ret til ensartet behandling. Derfor vil Danske Regioner nu undersøge forskelle i kræftbehandling fra region til region.
 
 - Vi vil i regionerne forpligte hinanden på at få afklaret årsagerne til de regionale forskelle. De forskelle, der kan udlignes - ja, de skal udlignes, så vi får et ensartet højt niveau i hele landet, sagde Bent Hansen, formand for Danske Regioner, i sin tale ved regionernes generalforsamling torsdag den 23. april 2015.
 
 Undersøgelserne af kræftbehandling på tværs af regionerne skal ses i lyset af, at der på kræftområdet er gjort store fremskridt.
 
 - Regionerne har, godt hjulpet af de løbende initiativer fra Christiansborg og senest regeringens sundhedsudspil, gjort en kæmpe indsats for at forbedre kræftbehandlingen. Indsatsen har båret frugt. Vi har fået kortere ventetider, vi har fået bedre behandlinger, og vi har flere og flere kræftramte, der lever længere, sagde Bent Hansen.
 
 Danske Regioner vil nu analysere regionernes kræftbehandling i samarbejde med Danske Multidisciplinære Cancer Grupper, DMCG.