Kriterierne er udviklet for at mindske klima- og miljøpåvirkningerne fra emballage, der anvendes i forbindelse med produkter til sundhedssektoren. Sigtet er, at regionerne ved at stille mere ambitiøse krav og efterspørge færre mængder emballage over tid, vil skubbe marked og leverandører til at skrue ned for mængden af emballage i forbindelse med leverancer.
Opgaven er udfordrende, fordi emballage samtidig udfylder en praktisk funktion, bl.a. at sikre og skærme produkter mod urenheder, bevare et højt hygiejne-niveau og steril profil. Reduktion af emballagemængder må derfor ikke kompromittere produkt- og patientsikkerhed.
Ved at bruge kriterierne vil vi opnå:
- at reducere materialeforbruget
- at øge genanvendelsen
- at øge anvendelsen af genanvendte eller fornybare materialer
Emballage-kriterierne består af:
En vejledning målrettet udbudsansvarlige i, hvordan kriterierne kan anvendes. Hensigten er, at den udbudsansvarlige med udgangspunkt i en markedsdialog kan afgøre, hvor modent det specifikke marked er, og på den baggrund vælge mellem forskellige niveauer af krav til emballage.
Et bibliotek af krav, opdelt på tre niveauer: i) basis ii) avanceret og iii) spydspids. De tre niveauer anvendes alt efter, hvor modent markedet i en given indkøbssituation vurderes at være. Kriterierne er formuleret enten som minimumskrav eller konkurrenceparametre, og koblet med relevante dokumentationskrav.
Et scoringsværktøj, der kan anvendes konsistent på tværs af leverandører til en enkelt sammenligning af emballagen.
Link til de nordiske kriterier for mere bæredygtig emballage: Nordiske Kriterier For Mere Bæredygtig Emballage