Luk
Der er stigende efterspørgsel på råstoffer fra bygge- og anlægsbranchen. Samtidig kommer de ressourcer, vi har, under et voksende pres og nye graveområder må placeres tættere på naboer og andre arealinteresser til potentiel gene for lokalbefolkningen.
Sten, grus, sand, ler og kalk. Det er de primære råstoffer i den danske undergrund, og fremover stiger behovet for disse. Faktisk så meget, at råstofforbruget forventes at stige med mere end 50 procent fra 29 mio. m3 i 2016 til knap 45 mio. m3 i 2040. Det viser en fremskrivning af råstofforbruget fra NIRAS.
Udviklingen i råstofforbruget fra 2016 til 2040. Kilde: NIRAS for Danske Regioner (2017)
I 2020 blev der indvundet omkring 33 mio. m3 råstoffer på land i Danmark – mest sand, grus og sten, som primært bruges til bygge- og anlægsformål, for eksempel til produktion af cement og beton, opbygning af veje og jernbanestrækninger mm. Råstofferne er dermed en forudsætning for udbygning og vækst i vores samfund. Der indvindes også kalk, kridt og ler i Danmark, dog i væsentligt mindre omfang. Kalk og kridt bruges til fremstilling af cement, industrikalk og jordbrugskalk. Ler benyttes til fremstilling af rød- og gulbrændende tegl, og ekspanderende ler anvendes bl.a. til klinker og membraner. Slutteligt findes der i Danmark også moler, som benyttes til isoleringsmateriale og kattegrus, samt kvartssand som benyttes til bl.a. filtersand i grundvandsboringer i fremstilling af glas.
De indvundne råstoffer fra havet består hovedsageligt af fyldsand, som benyttes til kystfodring, og mindre dele sand og grus til bygge- og anlægsaktiviteter.
Råstofferne udgør en ikke-fornybar ressource, som er aflejret under istiden for flere tusinde år siden. Forudsætningerne for råstofindvinding er derfor geologisk bestemt, og ressourcerne er ikke altid anbragt de steder, hvor der er mest brug for dem. Eksempelvis skete 78 procent af råstofindvindingen i 2020 i Jylland og på Fyn, svarende til 26,1 mio. m3 . Roskilde Kommune havde som kommune den største indvinding på hele 9 procent, svarende til 3,0 mio. m3, hvoraf en del transporteres til Region Hovedstaden, hvor efterspørgslen er stor men indvindingen begrænset. Transporten af råstoffer er omkostningsfuld, og størstedelen af råstofferne anvendes derfor inden for det geografiske område, hvorfra de er indvundet. Transportafstande er typisk 80-100 km, og en tommelfingerregel er, at transporten udgør 1 kr. per. ton per. kørt km. Det betyder, at den samlede pris på råstoffet fordobles, når det har rejst sin egen værdi i kilometer.
Regionerne er myndighed på råstofområdet og har ansvaret for at lave råstofplaner, der udstikker de overordnede retningslinjer for råstofindvinding på land, samt fastlægger graveområder og interesseområder. Formålet med råstofplaner er at sikre mulighed for udnyttelse af råstofressourcen, samtidig med at der tages hensyn til natur- og miljøbeskyttelse, byudvikling og infrastruktur. Staten er derimod myndighed til havs, og kommunerne er myndighed for genanvendelse af de sekundære råstoffer.
Regionerne har også ansvaret for at udstede gravetilladelser og fastsætte vilkår i tilladelserne for indvinding og efterbehandling af råstofgravene efter endt gravning. Regionerne afgør, efter en samlet afvejning mellem en sikring af råstofforsyningen og hensynet til blandt andet naboer og miljøforhold, om der skal meddeles gravetilladelse og i givet fald på hvilke vilkår. Der føres tilsyn med aktive grave. De nuværende udlagte råstofgraveområder udgør 1 procent af Danmarks areal.
Regionerne ønsker at fremme en mere bæredygtig råstofforsyning, hvor de indvundne råstoffer udnyttes mere effektivt og i højere grad cirkuleres gennem øget genbrug og genanvendelse. Det er i dag ikke muligt at erstatte efterspørgslen på råstoffer fuldstændig, bl.a. fordi der bygges mere nyt end der rives ned. En bedre udnyttelse af vores primære og sekundære råstofforekomster kan dog være med til at strække ressourcen længere ud i fremtiden.
En omstilling til en mere cirkulær anvendelse af vores ikke-fornybare råstoffer og substitution med andre mere klimaneutrale byggematerialer i byggesektoren vil også medvirke til en reduktion af CO2 udledningen i Danmark. Det er anslået at 30 procent af Danmarks CO2-udslip stammer fra bygge- og anlægsbranchen, hvor klimapåvirkningen især stammer fra indvinding af råstoffer til byggematerialer (NIRAS, 2020). Et eksempel er anlæg af en 4-sporet motorvej, der beregnes til at udlede 2.200-2.700 tons CO2 per km.
Danske regioner har af disse årsager lavet et udspil til et bæredygtigt råsstofforbrug. Det drejer sig om 6 anbefalinger til staten og virksomheder, som skal fremme bæredygtighed inden for råstofindustri ved at gøre råstofforbrug mere effektivt, og systematisk gøre det nemmere at genbruge råstoffer.
Hvis vi for alvor vil gøre en forskel for klimaet, kan vi ikke nøjes med at se på det, som vi udleder fra sundhedsvæsnets egne bygninger og transport. Vi er også nødt til at se på vores indkøb og forbrug af produkter og serviceydelser. Samtidig er vi nødt til at løfte sammen. Både på tværs af fagligheder, hospitaler og regioner. Der er ikke tid til, at vi opfinder den dybe flere gange, skriver en række organisationer i sundhedssektoren i en kronik i Avisen Danmark.
Nye tal viser, at regionerne lige nu er godt på vej til at realisere deres målsætning om at reducere klimaaftrykket fra drift af egne bygninger og transport med 75% før 2030.
De ekstra millioner, som Miljø- og Ligestillingsministeriet har afsat til at håndtere jordforureninger, der truer søer, åer, fjorde og kyster, er kun nok til at håndtere én forurening om året.
Her i landet åbner mange af os stadig for hanen i køkkenet, når vi har brug for et glas koldt drikkevand – modsat flere steder i Sydeuropa. Og vi skal fortsat have tillid til, at vi kan drikke rent vand fra hanen herhjemme. Det vil vi -som repræsentanter for regioner og vandværker- gerne slå et slag for.